Erik Henning-Jensen (1887-1954)
Erik Henning-Jensen (født den 4. august 1887, død den 23. august 1954) var direktør for Aarhus Teater i perioden 1923-1954.
Han var søn af den kendte præst, rigsdagsmand og forfatter Henning Jensen.
Gift den 10. juli 1918 på Frederiksberg med skuespillerinden Karen Henning-Jensen (Karen Hahn) (19-02-1899 - 04-06-1957).
Karriere
Efter studentereksamen i 1907 og filosofikum i 1908 var han en tid ansat ved Det kgl. Bibliotek. Han læste derefter hos Soffy Waleen, blev elev og havde sine første roller på Dagmarteatret 1910-11 hos Liebmann og Fritz Petersen. Derefter rejste han et par sæsoner i provinsen med Oddgeir Stephensen og Axel Jacobsens turnéer.
I årene 1914-22 var han engageret ved Odense Teater, hvor han fik en fremtrædende position som skuespiller og senere også som sceneinstruktør. Fra 1922 blev han skuespiller ved Aarhus Teater og blev november 1922 valgt som ny direktør for teatret efter Aage Garde, der var blevet direktør for Det kongelige Teater.
Gennem 31 år drev Erik Henning-Jensen teatret på en måde som aftvang fagfolk dyb respekt og skaffede teatret et stort og forskelligartet publikum. Han var gæsteinstruktør på Odense Teater i 1940 med "Jurister" og "Egelykke" og i 1945 med "Hamlet".
Erik Henning-Jensen på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
Se arkivalier omhandlende Erik Henning-Jensen i AarhusArkivet |