Christian Valdemar Juul (1878-1954)
Christian Valdemar Juul - døbt Kristian Valdemar Juul og bedst kendt kun som Valdemar Juul - (født den 22. juni 1878 i Østbirk, død den 23. marts 1954 i Aarhus) var møbelfabrikant i Aarhus og medlem af Fabrikantforeningen.
Han var søn af Jens Juul Henriksen (-1919) og hustru Mette Marie Juul, født Andersen.
Gift første gang med Andrea Sine Juul, født Nielsen (-1919). Sammen fik de døtrene Inger, gift Dietz-Olsen (1910-) og Gerda, gift Utoft-Hansen (1912-). De fik også en søn, der fik samme navn som sin far, men han døde kun en måned gammel i maj 1908.
Gift anden gang i 1923 med Elisabeth Juul, født Jacobsen (1882-1950). De fik ingen børn sammen.
Valdemar Juul kom til Aarhus senest i 1901, hvor han findes i folketællingen som logerende ved Johan Heinrich Christjan Mellenthin i Banegårdsgade 25. På dette tidspunkt arbejdede han som snedkersvend. I 1907 blev han færdiguddannet som snedkermester og etablerede sig som selvstændig erhvervsdrivende.
I 1909 stiftede han Jydsk Møbelfabrik sammen med snedkermester Henrik Rasmussen. I 1912 købte de Mejlgade 35, som de omdannede til fabrik. Senere tilkøbte de Mejlgade 37 og til sidst også Mejlgade 39 i 1917. I 1923 blev Juul eneejer af Jydsk Møbelfabrik, og i 1940 ejede han tilsyneladende også Mejlgade 35 selv. Her lejede han lokaler ud til andre. Dette år boede han privat i Mejlgade 39 sammen med sin hustru, Elisabeth, hvor de var flyttet til mellem 1921 og 1925. Hans hustru døde i 1950, og i december samme år solgte Valdemar Juul ejendommen til Akts. C.C. Winthers Eftfl. for 350.000 kr.
Valdemar Juul var også formand for Aarhus 1900 gennem 24 år, men stoppede arbejdet inden for idrætsverdenen i 1945. Han var desuden medlem af Det Konservative Folkeparti i Aarhus.
Litteratur og kilder
- Holstein-Rathlou, Viggo J, Aarhus Bind I 1920
- link-lives.dk, https://link-lives.dk/soeg/pa/11-2587024/source-data, https://link-lives.dk/soeg/pa/12-5107489/source-data, https://link-lives.dk/soeg/pa/12-10098003/source-data, https://link-lives.dk/soeg/pa/14-3733889/source-data
- Dansk Demografisk Database, Folketællinger, Simpel søgning, Aarhus Amt, søgeord "Valdemar Juul"
- ArkivalierOnline, Folketællinger, Folketælling 1925, Købstæder (1925 - 1925), Århus Århus Mejlgade, ulige nr. 3 - 107., Mejlgade 39, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=94373#94373,15642404
- ArkivalierOnline, Folketællinger, Folketælling 1930, Bylister (1930 - 1930), Århus Århus Mejlgade, ulige nr., Mejlgade 39, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=104545#104545,16539025
- ArkivalierOnline, Folketællinger, Folketælling 1940, Købstæder (1940 - 1940), Århus Mejlgade Ulige nr., Mejlgade 39, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=250379#250379,47129035
- Aarhus Stiftstidende, 31. august 1919, Side 6, dødsannoncer
- Aarhus Stiftstidende, 30. november 1919, Side 6, dødsannoncer
- Aarhus Stiftstidende, 25. marts 1923, Side 2, "Forretningsoverdragelse"
- Aarhus Stiftstidende, 19. august 1940, Side 10, "Moderne, lyse Lokaler,"
- Aarhus Stiftstidende, 22. juni 1948, Side 4, ingen overskrift
- Aarhus Stiftstidende, 1. juli 1950, Side 2, "1900 mindes Ledere paa Jubilæumsdagen"
- Aarhus Stiftstidende, 7. januar 1950, Side 5, "Døde anmeldt for Aarhus Skifteret"
- Aarhus Stiftstidende, 17. december 1950, Side 14, "Store Ejendomshandeler i Aarhus"
- Aarhus Stiftstidende, 24. marts 1954, Side 10, dødsannoncer
- https://industrigaarden.dk/