Café Nøjsomhed

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Hotel Nøjsomhed fotograferet i år 1900. Ukendt fotograf, Den Gamle Bys billedsamling.

Café Nøjsomhed var en café beliggende i Vestergade 41 og Vestergade 43 i perioden 1934-1936. Navnet kom højst sandsynligt fra et hotel, som havde ligget på adressen i perioden ca.1886-1920, og som hed Hotel Nøjsomhed.

Da C.C. Thislund overtog lokalerne omkring 1934, havde de i 12 år huset hotellet Apollo, som dannede ramme om en lang række fester og koncerter, og som havde bevilling til at holde åbent indtil midnat. Omkring samme tid, som hotellet skiftede hænder, var denne bevilling dog blevet ophævet, og da Thislund i 1935 søgte om en ny bevilling fik han afslag. Stedet skulle altså lukke og slukke kl. 23, men sådan gik det ikke altid - i 1935 og 1936 var der tre sager om nattesæde mod stedet. Thislund havde lejet nogle af caféens lokaler ud til natklubberne Lorry, Flora og Verona, og de blev alle tre mistænkt for at afholde ulovlige natballer, og Thislund blev tiltalt for nattesæde.

I 1936 blev caféens sene udskænkning koblet sammen med et overfald i Grønnegade, hvor en mand afgik ved døden. Manden havde angiveligt været på Café Nøjsomhed til langt efter lukketid, og blev senere overfaldet. Det voldelige overfald blev brugt i sagen mod Verona, og som et eksempel på, at Vestergadekvarteret var blevet en skamplet på byen.

Da Thislund overtog det tidligere hotel, var det trange tider for de tidligere så livlige lokaler, og manglen på midnatsbevilling, overtrædelserne af lukkeloven og sagen i Grønnegade, gjorde det ikke bedre - i 1936 lukkede Café Nøjsomhed, og lokalerne blev overtaget af restauratør Arthur Marius Thomsen, som åbnede Café Alléenberg.

Bevillingshavere og bestyrere

  • C.C. Thislund. Det er usikkert, hvorvidt han var bevillingshaver eller bestyrer. Thislund havde tidligere haft arbejde på andre beværtninger, blandt andet som bestyrer af Hammelbane-Caféen, Vestergade 69.

Vestergade 41-43 på Aarhusarkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Vestergade+41-43

Litteratur & kilder

  • John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 42-47