Brabrand Ulu Moské, Tyrkisk Kulturforening

Villaen på Silkeborgvej 326 har to funktioner, en religiøs og en kulturel. Af den grund har foreningen to navne. Den kulturelle hedder Tyrkisk Kulturforening Brabrand, og den religiøse Brabrand Ulu Moské, eller på tyrkisk ’Brabrand Ulu Cami’. Ordet ’ulu’ betyder på tyrkisk ’stor’, og ’cami’ betyder ’moské’. Således oversat betyder navnet altså Brabrand Stormoské. Betegnelsen ’Ulu Cami’ er almindeligt brugt i Tyrkiet som navn på en given bys moské.

Foreningen er samlingssted for både religiøse aktiviteter som bøn, højtider og religiøs undervisning og for sociale aktiviteter som foredrag og undervisning i tyrkisk sprog. Foreningen har to erklærede formål: bevaring af kultur og bevaring af religion. De kulturelle og de religiøse aktiviteter holdes adskilt, samtidig med at man er bevidst om, at religion og kultur ikke kan adskilles. På den måde står foreningen i naturlig forlængelse af den tyrkiske stats traditionelle forhold til islam, hvor staten understøtter religionen, samtidig med at staten officielt er sekulær.

Brabrand Ulu Moské tilhører endvidere Diyanet-netværket, som er den tyrkiske stats afdeling for religiøse anliggender. Man kan tænke Diyanet som svarende til det danske kirkeministerium. Diyanet, som på tyrkisk betyder ’religion’, varetager ikke kun nationale religiøse anliggender, men understøtter og institutionaliserer også moskéer internationalt. Brabrand Ulu Moské er således en af 29 danske moskéer organiseret under den tyrkiske stats Diyanet-netværk. Diyanet er i Aarhus endvidere repræsenteret ved Århus DanskTyrkisk Kulturforening på Gjellerupvej 88, 8230 Åbyhøj.

Gruppens historie i lokalområdet

Foreningen blev oprindeligt oprettet i 1982 med lokaler i en kælder på Dortesvej i Brabrand. Den stiftende forsamling var 50-60 personer med tyrkisk baggrund, som manglede et fælles religiøst og socialt forsamlingssted. Et af formålene med dette var at sørge for, at kommende generationer kunne aktiveres for at undgå kriminalitet og hærværk.

Foreningens nuværende lokaler i villaen på Silkeborgvej 326 blev købt i 1989 for at komme væk fra kælderlokalerne på Dortesvej. Villaen er indrettet med fællesstue og køkken, og en etage er indrettet til moské. Moskéen er indrettet traditionelt med mihrab (en bueformet og tom niche, der angiver bederetningen) og minbar (prædikestolen). Derudover er moskéen udsmykket med kalligrafier. Bortset fra disse ting er moskéen tom, hvilket også er et traditionelt træk.

Villaens vedligeholdelse og omdannelse fra familievilla til moské og kulturforening er foretaget ved frivillig arbejdskraft. Der er således løbende renoverings- og tilbygningsprojekter, og det fælles, frivillige arbejde er et af kulturforeningens omdrejningspunkter.

Man har i foreningen i en årrække haft et ønske om at etablere en moské ved siden af en kirke, bl.a. idet man ikke anser de nuværende fysiske rammer for tilstrækkelige i forhold til moskéen. Beliggenheden ved siden af en kirke er for at vise forskellen. Disse planer er indtil videre stadig kun på tegnebrættet.

Organisation

Foreningen er opbygget med en medlemsvalgt og kommunalt godkendt bestyrelse på syv medlemmer. Fra bestyrelsen udvælges de forskellige tillidsposter, og der er generalforsamling hvert andet år.

Til den religiøse del er der ansat en imam (på tyrkisk: Hoja), som er aflønnet af den tyrkiske stat gennem Diyanet-netværket. For at være udsendt som forkynder fra Tyrkiet under Diyanet skal han have gennemgået en statsanerkendt teologisk uddannelse. Imamen er i Danmark på forkyndervisum, hvilket betyder, at han er anerkendt af den danske stat som forkynder for det godkendte trossamfund. Forkyndervisummet gælder for fire år, og eventuel forlængelse står bestyrelsen for. Imamen er ikke involveret i bestyrelsesarbejdet, men ved emner af religiøs karakter sidder han med ved bestyrelsesmøderne. Som eksempel er det foreningens ansvar at arrangere et foredrag, mens det er imamens ansvar at forestå selve foredraget.

Medlemmer

Foreningen er principielt åben for alle uafhængigt af etnicitet, geografi og religion. Foreningens kulturelle, religiøse og geografiske forhold gør dog, at det fortrinsvis er muslimer med tyrkisk ophav og med bopæl i Aarhus-området, der benytter den. Diyanets danske hjemmeside oplyser, at der i Aarhus bor ca. 6.000 personer med tyrkisk baggrund. Ifølge Danmarks Statistik er tallet specifikt for Aarhus Kommune 2.149 indvandrere og 2.118 efterkommere, altså i alt 4.267 personer med tyrkisk baggrund. Hertil kommer oplandet og tredjegenerations-efterkommere. På landsplan kan det i øvrigt oplyses, at Tyrkiet er det land, flest indvandrere og efterkommere i Danmark har oprindelse i. I begyndelsen af 2012 var tallet 60.390 personer med tyrkisk oprindelse.

Foreningen har i 2011 registreret 400 kontingentbetalende medlemmer. Da et medlem er en betalende mand over 18 år, skal det samlede antal brugere af foreningen opjusteres til ca. 1.000, idet mandens familie ikke er talt med. Et medlemskab dækker altså en hel familie. For at opnå medlemskab og kunne få indflydelse på bestyrelsens arbejde betales der et månedligt kontingent.

Man har i foreningen et ønske om at vokse sig større og tiltrække så mange som muligt fra tyrkiske kredse. Måden, hvorpå man gør opmærksom på sig selv, er fortrinsvis fra mund til mund, for eksempel i Bazar Vest. Derudover afholdes der arrangementer, som fokuserer i lige så høj grad på tyrkisk kultur som religion.

I forhold til brugen af lokalerne er det i dagtimerne på hverdage fortrinsvis midaldrende og ældre mænd, som kommer i moskéen og foreningen. Senere på dagen kommer kvinderne og har mulighed for at følge koranundervisning forrettet af en kvindelig forkynder. Om aftenen benyttes lokalerne mest af unge, ligesom det også i weekenden mest er børn og unge, som bruger lokalerne. Foreningen oplyser, at der over en weekend kommer 50-80 børn og unge. Man anser det i foreningen for positivt, at der er en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder og en aldermæssig spredning. Det gælder sprogligt, at de ældre fortrinsvis taler tyrkisk, mens de yngre taler dansk.

Økonomiske forhold

De økonomiske forhold er underlagt opdelingen i kulturforening og moské. Således er kulturforeningen – idet den ikke varetager religiøse forpligtelser – kommunalt støttet til fx sportslige aktiviteter for de unge eller arrangementer for de ældre. Udgifterne i kulturforeningen dækkes endvidere af det kontingent, medlemmerne betaler, og derudover er nogle arrangementer sponsoreret af erhvervslivet.

Hvad angår moskéen, drives den efter tyrkisk forbillede rent af medlemsbidrag. Undtaget er dog imamens løn, som betales af Diyanet. Udover det formaliserede kontingent modtager moskéen også frivillige bidrag i form af almisse. Officielt er villaen på Silkeborgvej ejet af Diyanet, mens grunden er købt af medlemmerne.

Medlemsbidraget kan enten betales som 100 kr. pr. måned eller 1000 kr. pr. år. Udover det økonomiske medlemsbidrag bidrager medlemmerne med frivillig arbejdskraft, både ved almindeligt vedligehold og ved ombygning af og tilbygninger til villaen. Foreningen har frivillighed som formål, og det tilstræbes, at indtægter og udgifter udligner hinanden.

Religiøs/spirituel praksis

De fem daglige bønner kan foretages i moskéen i fællesskab, men reglen er dog, at man foretager dem individuelt, hvor man befinder sig. Der lægges vægt på, at islam bygger på forholdet mellem den enkelte og gud. Dog anses det for mere helligt at foretage bønnen i moskéen. Fredagsbønnen afholdes i moskéen, og særligt ved den er, at imamen holder en prædiken (tyrkisk: hutbe, arabisk: khutba). Ifølge imamen har fredagsbønnen tre formål: For det første gennem prædikenen at formidle viden om islam og samfundet. For det andet at skabe et rum for socialt samvær. Og for det tredje at tilbede gud. Fredagsbønnen foregår således i fællesskab, og efter bønnen er det almindeligt at få en kop kaffe sammen i kulturforeningen. Det sociale spiller udover det religiøse en vigtig rolle.

De to årlige eidfester, Eid ul-Fitr (tyrkisk: Ramazan Bayrami), der afslutter fasten, og Eid ul-Adha (tyrkisk: Kurban Bayrami), offerfesten, afholdes også i fællesskab. Til disse to fester oplyses det, at der deltager mellem 1.000 og 1.200 personer. Festerne foregår over flere dage og er tidligere afholdt i Globus 1 i Brabrand på grund af de mange deltagere.

Imamen har udover de rituelle forpligtelser også til opgave to gange om ugen at undervise unge i islamisk kultur og religion. I weekenden underviser han i tyrkisk sprog og har koranundervisning. Endelig deltager han ved begravelser og ved vielser, som efter tyrkisk forbillede foregår borgerligt på rådhuset.

Imamen gør opmærksom på, at den religiøse praksis følger islams forskrifter. Det vil sige, at alt er fastlagt og har været det siden Muhammed. En moské i Aarhus er derfor ifølge imamen ikke anderledes end en moské et hvilket som helst andet sted på jorden; islams praksis er globalt ens.

Eksterne relationer

Udover den særlige tilknytning til andre tyrkiske menigheder indenfor Diyanet-netværket ser foreningen sig som fælles funderet med andre islamiske menigheder på islam. Man anerkender alle moskéer som baseret på samme formål, at være tæt på gud. Imamen giver desuden udtryk for et ønske om større dialog mellem kristne og muslimer.

Foreningen modtager jævnligt forespørgsler om besøg fra skoler, journalister og højere læreanstalter. Man er glad for denne interesse og vil gerne modtage besøgende.

Forandringer

Foreningen har de seneste år oplevet en medlemsfremgang fra 150 personer i 2002 til 400 i 2012. Økonomisk har foreningen af samme grund oplevet en øget ’omsætning’, men idet indtægter og udgifter er steget jævnbyrdigt, er de økonomiske forhold reelt uændrede.

Foreningen har i en årrække (senest siden 1999) haft ønske om at bygge en moské i Aarhus. Moskéen har planmæssigt skullet opføres på Sintrupvej i Brabrand. På trods af at byrådet i 2010 sagde god for byggeplanerne, er byggeriet endnu kun på tegnebrættet og under drøftelse i foreningen. Tyrkisk Kulturforenings byggeplaner skal ikke forveksles med Forbundet af Islamiske Foreningers planer om et moskébyggeri, senest på Nordgårdsskolens tidligere område.

Original kilde

Religion i Aarhus 2013 En kortlægning af religion og spiritualitet. Redigeret af Lars Ahlin, Jørn Borup, Marianne Qvortrup Fibiger, Brian Jacobsen og Marie Vejrup Nielsen 2. reviderede udgave. Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet, 2015.

Link: Religion i Aarhus 2013 (online PDF-fil) (hentet den 15. august 2017)

ISBN: 978-87-92829-45-0

NOTE: Artiklen er kopieret fra 2. reviderede udgave af "Religion i Aarhus 2013" (2015), som er udgivet af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet. Kopieringen er foretaget med samtykke fra både forfatter og redaktører.