Aarhus under den kolde krig

Under Den kolde krig (1945-89) var der en reel atomfrygt i den danske befolkning.

Billeder af den voldsomme ødelæggelse i de japanske byer Nagasaki og Hiroshima efter USA havde smidt to atombomber i 1945 stod i klar erindring. Ingen vidste, hvordan nye krige ville blive udkæmpet, men alle frygtede, at det ville blive med atomvåben. For at være forberedt i tilfælde af krig og katastrofer blev der i 1949 oprettet Civilforsvaret Danmark. Civilforsvarets opgave var at beskytte befolkningen under kriser, katastrofer og krig.

I begyndelsen af 1960erne blev truslen for alvor reel med Berlinkrisen i 1961. I 1962 udsendte Statsministeriet pjecen Hvis Krigen kommer som en instruktion til befolkningen om, hvordan de skulle forholde sig i tilfælde af krig. Pjecen blev husstandsomdelt i 1,5 millioner eksemplarer.

Ikke alle kunne beskyttes

I Aarhus begyndte Civilforsvarets arbejde med en større kortlægning af de forskellige former for beskyttelsesrum, som var i byen. Det stod hurtigt klart, at i tilfælde af angreb var der ikke plads til alle byens borgere i beskyttelsesrummene. En stor opgave forestod derfor med at udbygge kapaciteten både i de private hjem og i offentlige bygninger.

Et af de store offentlige beskyttelsesrum, som blev udført under den kolde krig var Busgadehuset. Bygningen kunne huse 1.500 aarhusianere i tilfælde af bomberne begyndte at falde. Ud over de store kommunale beskyttelsesrum blev der bygget beskyttelsesrum langs indfaldsveje ex. Ringgaden, og kældre private boliger indgik også i beregningerne. Også byens virksomheder med flere end 10 ansatte skulle have egne sikringsrum, som I tilfælde af katastrofer eller krig kunne inddraget til beskyttelsesrum inden for 24 timer.

I 1968 regnede Civilforsvaret med, at der i Aarhus Kommune var beskyttelsesrum til i alt 56% af indbyggerne. I 1983 regnede man med, at der var 335.000 pladser, hvilket gav et overskud af pladser på små 20.000. Aarhus var nu velforsynet med beskyttelsesrum.

Befolkningen kunne dog ikke vide sig sikre af den grund. Beskyttelsesrummene ydede ikke beskyttelse mod en fuldtræffer hverken fra konventionelle eller atomare våben. De danske beskyttelsesrum blev bygget til at yde ”rimelig beskyttelse”. Det var kompromisset, som man måtte indgå. At hæve beskyttelsesniveauet ville blive for dyrt, og Civilforsvaret havde hurtigt erkendt, at bygge beskyttelsesrum, der ydede perfekt beskyttelse, var en utopi.

Synlige spor i bybilledet

Beskyttelsesrummene er fortsat synlige spor fra den tid, hvor atomtruslen var en del af hverdagen. De er markører i landskabet, eller en del af de steder vi færdes. Selvom de umiddelbart er synlige, falder de i ét med omgivelserne og bliver usynlige for dem, der ikke ved, hvad de skal lede efter. Busgadebygningen, betondækningsgravene i midterrabatten på Ringgaden, Hipsterhøjen i Graven og flere offentlige parkeringskældre er således beskyttelsesrum bygget i perioden 1940-1970.