Aage E. Holst (1891-1968)
Aage E. Holst (født den 6. marts 1891 i Aarhus, død den 26. oktober 1968 i Aarhus) var en aarhusiansk boghandler.
Hans far var korngrosserer S.M. Holst, og han blev født i S.M. Holsts gård på hjørnet af Frederiksgade og Sønder Alle. Købmandsgården blev nedtaget i 1939 og genopført i Den Gamle By.
Aage E. Holst blev udlært i boghandlen E. Brummerstedt i Aarhus og var senere i Zürich, Leipzig og København for at dygtiggøre sig. I 1918 købte han ejendommene Store Torv 14 og Store Torv 16 og åbnede boghandel under eget navn. Udover bøger handlede forretningen med papir, musik, kunst og farveraderinger. I 1929 overtog Aage E. Holst, Jacob Zeuners Boghandel og Bogtrykkeri, Aarhus, som han fusionerede med sin egen forretning.
I 1954 solgte han forretningen til en af sine medarbejdere, Hans Chr. Grubert (1915-), ansat siden 1945, og Aage E. Holst trak sig tilbage, men var stadig aktiv i Den Danske Provinsboghandlerforening, som han var medlem af i 36 år, og hvis rejseklub han tog initiativ til at oprette.
Hans Chr. Grubert videreførte forretningen under navnet Aage E. Holsts Eftf., og i 1965 overtog han også Ernst Hessellunds Boghandel, Søndergade 5, og Grubert drev derefter begge boghandler. I 1967 lukkede boghandlen på Store Torv og Søndergade 5 fortsatte, nu som Gruberts Boghandel, med Hans Chr. Gruberts søn, Peter Grubert (1943-2001), i spidsen. Butikken lukkede 1979, da Peter Grubert fusionerede med Clemens Bøger og Papir, og han blev daglig leder af Clemens Papir på Skt. Clemens Torv 8.
Aage E. Holst på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Viggo J. von Holstein Rathlou, Aarhus - Historisk-Topografisk beskrivelse med biografier, 1920
- Boghandlere i Danmark, www.boghandlereidanmark.dk (Gruberts Boghandel)
- Aarhus Stiftstidende, nekrolog, 30. oktober 1968