6-dagesløb i Aarhus
Det første 6-dagesløb blev afholdt i januar 1954 med 4.500 tilskuer til hver hovedjagt. Løbene blev arrangeret af selskabet Aarhus Vinterbane og foregik i Aarhus-Hallen på en 114,5 meter lang træbane, der kunne gennemkøres med en omgangstid på ca. syv sekunder. Dette medførte, at nogle af cyklerytterne måtte tage søsygetabletter for at klare strabadserne. Ligeledes var trykket ned i banen (centrifugalkraften) i svingene så stor, at flere af rytterne måtte plages med siddesår. Det niende og sidste 6-dagesløb blev afholdt i begyndelsen af februar 1961.
Banen, der blev kørt på, var fremstillet af - og i privat eje hos - tømrermester Viggo Øvlisen, som havde den liggende nedpakket under presenninger på sit værksted sommeren over gennem mange år. Hvert år ved vintertide blev den pakket ud og gjort klar til at blive samlet i Aarhus-Hallen af Øvlisens svende. Vinterbanen A/S lejede den så hos tømrermesteren.