Århus Selimiye Stiftelse/Århus Dansk-Tyrkisk Kulturforening

Aarhus Selimiye Stiftelse blev etableret i 2008 som en sammenslutning af Islamisk Kulturcenter i Christiansgade og Tyrkisk Indvandrerforening på Ormslevvej. Moskéen er beliggende på Gjellerupvej 88 i Åbyhøj, og Århus Selimiye Stiftelse er et godkendt trossamfund. (Der er fortsat også moske i Christiansgade, for den gruppe der ikke indgik i fusionen med Tyrkisk Indvandrerforening). Selimiye Stiftelse har, som mange andre moskéer med dette navn, relation til den 500 år gamle Selimiye Moské i Tyrkiet, der ligger ved grænsen til Bulgarien. Den tyrkiske moské blev bygget i den såkaldte ottomanske periode som en stor gave fra sultan Selim II til byen Edirne. Sultan Selim besluttede sig for at opføre moskéen, efter at profeten Muhammed havde vist sig i hans drøm og opfordret ham til det. Deraf moskéens navn. Moskéen blev tegnet af en anerkendt tyrkisk arkitekt ved navn Mimar Sinan, som har sat sit præg på flere moskéer i Tyrkiet.

Bygningen på Gjellerupvej består af en moské, café og et køkken med tilhørende spiseområde, computerrum og lokaler til aktiviteter og arrangementer af både religiøs og social karakter. Selimiye Stiftelse hører under den tyrkiske paraplyorganisation Diyanet.

Gruppens historie i lokalområdet

Selimiye Stiftelse er som nævnt en sammenslutning af Islamisk Kulturcenter og Tyrkisk Indvandrerforening. Førhen lå Tyrkisk Indvandrerforening på Ormslevvej, men af ukendte grunde lukkede den, og nogle af medlemmerne flyttede over i Selimiye Stiftelse. Islamisk Kulturcenter, som stadig eksisterer, blev etableret i 1979 som det første muslimske bedested i Aarhus. Nogle af dets medlemmer er nu en del af Selimiye Stiftelse. Årsagen til sammenslutningen var for begge parter et ønske om bedre og større lokaler i forbindelse med bøn, religiøse sammenkomster og andre aktiviteter. Moskéerne fandt også et fællesskab i deres tyrkiske baggrund samt deres tilknytning til Diyanet-netværket.

Bygningen, hvor Selimiye Stiftelse i dag holder til, er ejet af Diyanet. Siden købet af bygningen er der sket mange ændringer i form af ombygning og renovering både indvendigt og udvendigt. På nuværende tidspunkt foregår der en istandsættelse af nogle af husets lokaler, opførelse af nye badefaciliteter og ny parkeringsplads.

Organisation

Selimiye Stiftelse er en forening organiseret med en demokratisk bestyrelse. Bestyrelsens medlemmer og dens formand vælges på den årlige generalforsamling. Bestyrelsesformanden vælges for et år ad gangen. Bestyrelsen står for moskéens og kulturforeningens daglige ledelse samt koordinerer de kulturelle og religiøse tiltag. Tillidsposter under formanden uddelegeres blandt bestyrelsens medlemmer. Der sidder i alt syv personer i bestyrelsen. Formanden for bestyrelsen fungerer som organisatorisk leder, mens imamen er den religiøse leder.

Imamen er udsendt fra Tyrkiet på forkyndervisum. Et visum, der strækker sig over fire år. Det sker i samarbejde med Diyanet. Imamen har det fulde ansvar for de religiøse anliggender og deltager ikke i bestyrelsesarbejdet.

I foreningen er der særligt fokus på, at åbenhed skaber motivation hos medlemmerne. Ledelsen oplyser, at de er i tæt dialog med medlemmerne.

Medlemmer

Selimiye Stiftelse bygger på det forhold i islam, der siger, at en moské skal være et sted, der er åbent for alle. Der er ikke noget krav om medlemskab for at kunne praktisere sin tro i moskéen. Den formelle medlemsbetegnelse dækker over et individ, som betaler kontingent. Et medlemskab kan tegnes af voksne, såvel kvinder som mænd, og er individuelt. I forhold til antallet af medlemmer oplyser Selimiye Stiftelse ikke tal. I stedet henviser foreningen til, at der bor 6.000 tyrkere i Aarhus. Dette peger også på det forhold, at foreningens medlemmer fortrinsvis har tyrkisk baggrund. Foreningen vurderer, at 95% af medlemmerne har tyrkisk baggrund. De resterende 5 % er muslimer med anden etnisk baggrund end dansk eller tyrkisk. Der er således ingen medlemmer med dansk baggrund. Aldersmæssigt er foreningen repræsenteret med stor spredning; fra spædbørn til pensionister. Kønsfordelingen har en svag hældning på 60/40 i mændenes favør. Selimiye Stiftelses medlemmer er primært bosat i Østjylland. Diyanet-netværket, som Selimiye Stiftelse hører under, er udover at være repræsenteret i Randers, Silkeborg og Horsens også repræsenteret andetsteds i Aarhus, i Brabrand Ulu Moskéen på Silkeborgvej.

Selimiye Stiftelse ønsker at vokse sig større og opfordrer derfor sine medlemmer til at tage bekendtskaber med i foreningen. Målet er at nå hovedparten af personer med tyrkisk ophav i Aarhus. Andre nationaliteter er velkomne, men man føler sig med den fælles kulturelle baggrund i Tyrkiet som en tyrkisk moské. Metoden til at udbrede kendskabet til foreningen er fra mund til mund. Idet foreningen afholder arrangementer, udbredes kendskabet til foreningen, men formålet med arrangementerne er ikke i sig selv at tiltrække nye medlemmer.

Begrundet i at islam er en frivillig religion, som ikke må påtvinges nogen, er der intet til hinder for, at man ved siden af medlemskabet i Selimiye Stiftelse også kan være medlem af folkekirken.

Økonomiske forhold

Selimiye Stiftelse driver sine religiøse aktiviteter primært med indtægter fra medlemskontingenter. Foreningen oplyser generelt ikke tal og således heller ikke kontingentets størrelse. Selimiye Stiftelse oplyser, at den for moskéens vedkommende ikke modtager dansk offentlig støtte. Moskéens imam er udsendt fra Tyrkiet, og han er aflønnet af den tyrkiske stat gennem Diyanet-netværket. Med den begrundelse, at der opkræves kirkeskat til folkekirken, ville Selimiye Stiftelse gerne bidrage til en tilsvarende ordning og modtage støtte til moskéen.

Andre indtægtskilder er frivillige medlemsdonationer, og når brugerne af foreningen for eksempel køber sodavand i caféen. Endelig benytter foreningen sig i stort omfang af frivillig arbejdskraft. Det gælder for eksempel ved den ovennævnte renovering af bygningen og anlæggelse af ny parkeringsplads. Foreningens medlemmer bidrager ofte af sig selv frivilligt, men ellers opfordres de til det af andre medlemmer. Foreningen har ikke til formål at skabe økonomisk gevinst.

Religiøs/spirituel praksis

De fem daglige bønner (arabisk: salat) kan foretages i moskéen. På hverdage er det som regel pensionister, der benytter sig af denne mulighed. Andre kan foretage bønnerne, hvor de end måtte befinde sig. De daglige bønner kan på den måde enten være fælles eller individuelle.

Fysisk er moskéen indrettet med lysekroner, dekoreret tapet og gulvtæppe med mønster rettet i bederetningen (arabisk: qibla). Derudover en prædikestol (arabisk: minbar) og den bederetningsangivende niche (arabisk: mihrab). Mænd og kvinder deler lokalet, men med opdeling i form af en skillevæg. På den måde kan kvinderne høre imamens prædiken og bøn, men ikke se den.

Fredagsbønnen foretages i fællesskab, og Selimiye Stiftelse oplyser selv, at der deltager 300-400 personer ved fredagsbønnen. Ifølge Selimiye Stiftelse følger den religiøse praksis islams forskrifter og er derfor magen til praksissen i enhver anden moské. Tilknytningen til Diyanet-netværket betyder, at imamens uddannelsesmæssige baggrund er i Tyrkiet. Også dette er med til at sikre, at den religiøse praksis følger den fastlagte tyrkisk-islamiske tradition.

Ved højtiderne Eid ul-Fitr (tyrkisk: Ramazan Bayrami) og Eid ul-Adha (tyrkisk: Kurban Bayrami) er moskéen fyldt. Eid ul-Fitr er festen, der afslutter ramadanmånedens faste, og Eid ul-Adha er offerfesten, som også markerer afslutningen på pilgrimsrejsen til Mekka. Særligt til højtiderne er det sociale fællesskab centralt. Fællesskabet styrkes derudover igennem udflugter, som ikke behøver at have religiøst indhold.

Vielser foregår pr. tradition på rådhuset. Med hensyn til begravelser er Selimiye Stiftelse via Diyanetnetværket medlem af en begravelsesfond, som muliggør, at afdøde kan sendes til Tyrkiet for at blive begravet der. Udover denne mulighed er Selimiye Stiftelse i gang med et byggeri, der skal indeholde faciliteter til den rituelle afvaskning.

Imamen afholder undervisning for medlemmer, som ønsker at fordybe sig i islam. Han står derudover for en søndagsskole for børn og unge. Selimiye Stiftelse oplyser, at mellem 25 og 50 børn og unge deltog i 2011.

Eksterne relationer

Selimiye Stiftelse tilhører, som en af i alt 29 tyrkisk-islamiske menigheder i Danmark, Diyanet-netværket. Lokalt betyder det, at Selimiye Stiftelse anser Brabrand Ulu Moské for at være en søsterforening. Mere generelt føler man sig knyttet til den globale muslimske menighed (umma).

Selimiye Stiftelse har efter eget udsagn altid arbejdet sammen med folkekirken, idet man ser jødedom, kristendom og islam som fælles om de samme universelle, menneskelige værdier.

Forholdet til offentlige undervisningsinstitutioner ser Selimiye Stiftelse gerne udbygget. Det gælder fra børnehaveklasse til universitetsniveau. Den vidensudveksling, der foregår i den sammenhæng, er, ifølge stiftelsen, med til at nedbryde fordomme.

Forandringer

Selimiye Stiftelse blev oprettet i 2008 som en sammenlægning af Islamisk Kulturcenter (Christiansgade) og Tyrkisk Indvandrerforening (Ormslevvej). Sammenlægningen i sig selv betød ikke en ændring af organisationen, men det samlede medlemstal er blevet større. Det forøgede medlemstal har betydet, at foreningen har fået en bedre økonomi.

Medlemmerne som personer har ændret sig på den måde, at de er mere aktive i foreningen. Derudover besidder medlemmerne i dag et højere uddannelsesniveau i forhold til tidligere.

Selimiye Stiftelse støtter Brabrand Ulu Moskés planer om at opføre en moské på Sintrupvej, men vil ikke engagere sig i en eventuel sammenlægning på trods af slægtskabet gennem Diyanet-netværket.

Original kilde

Religion i Aarhus 2013 En kortlægning af religion og spiritualitet. Redigeret af Lars Ahlin, Jørn Borup, Marianne Qvortrup Fibiger, Brian Jacobsen og Marie Vejrup Nielsen 2. reviderede udgave. Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet, 2015.

Link: Religion i Aarhus 2013 (online PDF-fil) (hentet den 15. august 2017)

ISBN: 978-87-92829-45-0

NOTE: Artiklen er kopieret fra 2. reviderede udgave af "Religion i Aarhus 2013" (2015), som er udgivet af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet. Kopieringen er foretaget med samtykke fra både forfatter og redaktører.