Kapsejlads på Aarhusbugten
Kapsejlads har fundet sted på Aarhusbugten, der har fungeret som en form for søsportsarena, siden 1866.
Den første kapsejlads
Den første kapsejlads på Aarhusbugten fandt sted onsdag den 29. august 1866, og havde været planlagt et lille års tid. Den blev blandt andet arrangeret af toldinspektør A. Müller fra Aarhus, overingeniør Fr. J. Rowan fra Randers og kaptajn M. Simesen fra Ludvigsholm.
Kapsejlads blev delt op i fem forskellige, hvori man kunne vinde forskellige præmier. De forskellige løb var for 1) lystfartøjer, 2) alle slags sejlbåde af max. 45 fods længde, 3) sejlbåde fra 20 til 25 fods længde, 4) sejlbåde under 20 fod og 5) robåde. I sidstnævnte var der en tre præmier til den første båd af tre forskellige tyer, der kom først ind over målstregen; den første robåd med fire årer, den første robåd med to årer og den første robåd med to årer, der blev roet af kun én mand. Dommeren af hele begivenheden blev bestemt af udvalget for kapsejladsen til at være kaptajnløjtnant Jean Tuxen.
Kapsejladsen kunne overværes fra kajen på Aarhus Havn, men der blev også sørget for at dampskibene Vigilant og Vidar tog publikummere med ud på vandet. Hele dagen bød vejret dog på øsende regn, men det afholdt ikke et stort antal mennesker i at møde op og følge med. Med regnen fulgte en frisk østenvind, som til gengæld var gunstig for sejlerne.
Kapsejladsen var planlagt til at begynde klokken 11 med de to hovedløb for hhv. lystfartøjer og alle slags sejlbåde, men tidspunktet blev udsat til 13.10 på grund af det dårlige vejr. Derefter blev de øvrige løb startet med halve timers mellemrum.
I det første løb deltog seks lystfartøjer, og førstepræmien blev vundet af lystkutteren Caroline. I andet løb deltog 12 både, og her vandt beltbåden Delphinen, mens der i tredje løb var syv deltagere, og vinderen blev beltbåden Gefion. Fjerde løb bortfaldt og kaproningen blev opgivet.
Man havde regnet med, at sejladsen ville være afsluttet klokken 18, men den blev nærmere 19, før alle deltagerne var kommet i land. Derefter var arrangeret et festmåltid for deltagerne og andre, der havde tilmeldt sig, på Hotel Royal. Flere herrer fra Aarhus' bedre borgerskab var med til bords, herunder stiftamtmand Torkild Christian Dahl, borgmester Ulrich Christian von Schmidten, mange af kommunalbestyrelsens medlemmer, general Wilster og oberstløjtnant Ankjær samt adskillige officerer. Kapsejladsens arrangører og dommer var selvfølgelig også med. Det blev holdt mange hyldesttaler og skålet i massevis, og klokken var langt over midnat, før de sidste gæster forlod stedet.
For almenbefolkningen havde overdriftsbestyrelsen ved Aarhus Banegård arrangeret en ekstra togafgang, der gik fra Aarhus kl. 21 og til Randers og Viborg samt alle mellemstationer.
Blandt de mange deltagere ved den første kapsejlads i Aarhus fandt man både folk fra alle dele af landet, men også nordmænd, svenskere og englændere. Til gengæld deltog kun få aarhusianere, herunder skipper H.J. Jensen med sin smakjolle Harald, lodsmand Frederik Bornholm i Aarhus Havns lodsbåd nr. 1 (kragjolle) og fisker Mads Peter Rasmussen med sin sejlbåd.
Kapsejlads på AarhusArkivet
![]() |
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Stiftstidende 30.10.1865, side 2
- Aarhus Stiftstidende 03.08.1866, side 3
- Aarhus Stiftstidende 13.08.1866, side 2
- Aarhus Stiftstidende 27.08.1866, side 3
- Aarhus Stiftstidende 28.08.1866, side 2
- Aarhus Stiftstidende 29.08.1866, side 2
- Aarhus Stiftstidende 30.08.1866, side 2