Aarhus Yachtklub
Aarhus Yachtklub blev grundlagt i 1931 af direktør Arthur Hoppe sammen med kontorist Povl Nielsen og vand- og gasmester Fr. Nielsen under navnet Aarhus Junior Sejlklub.
Opstart og Vækst
Aarhus Junior Sejlklub blevet etableret i 1931 af tidligere medlemmer fra Aarhus Sejlklub med det formål at tilbyde unge i alderen 10-20 år en sejlsportsmæssig uddannelse og samtidig lære dem vedligeholdelse af både. Klubben havde desuden ambitionen om at have et stort antal sejlbåde for at give mulighed for sejlads for dem, der ikke havde råd til egen båd.
To år senere, i 1933, oplevede klubben betydelig tilslutning og medlemmernes aldersgruppe ændrede sig, hvilket førte til at klubben skiftede retning: Aarhus Junior Sejlklub skiftede status fra juniorklub til en almindelig sejlklub og ændrede navnet til Aarhus Yachtklub.
I 1934 blev klubben medlem af Kgl. Dansk Yachtklub og samme år var klubben nået op på 69 medlemmer og rådede over 17 fartøjer.
I 1949 oplevede klubben pladsmangel på Lystbådehavnen, som foruden Aarhus Yachtklub blandt andet husede Aarhus Sejlklub, Sejlklubben Bugten og Sejlklubben Varna. Klubben havde fået stor eksponering under Jyllandsugen, hvilket medførte at Lystbådehavnen var fyldt med både.
Ulykkelige Tragedier
Trods klubbens positive startfase oplevede den også tragiske hændelser. I sommeren 1937 led klubben tab af to unge medlemmer under en sejlads, hvilket resulterede i en midlertidig suspension af junior kapsejladser.
Året efter, i 1938, druknede en pige, og den 7-årige Ejvind Brandsholt, som var medlem af Aarhus Yachtklub, forsøgte heltemodigt at redde hende. Han overlevede, og for sin tapperhed blev han tildelt Aarhus Yachtklubs hæderstegn.
Konflikten med Aarhus Sejlklub
Aarhus Yachtklub blev grundlagt af tidligere medlemmer fra Aarhus Sejlklub på grund af utilfredshed. Aarhus Sejlklub afholdt flere generalforsamlinger med et ønske om at etablere samarbejde, men Aarhus Yachtklub var modvillig og ønskede ikke en sammenlægning.
Efter flere forsøg på samarbejde og diskussioner om konflikten valgte Aarhus Yachtklub at stå selvstændigt. Først i 1998 blev Aarhus Yachtklub og Aarhus Sejlklub endelig fusioneret under navnet Århus Sejlklub med omkring 500 medlemmer og omkring 200 kølbåde. Æresformanden for den tidligere Aarhus Sejlklub, Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, fortsatte sin rolle i den nye klub.
Aarhus Yachtklub på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Stiftstidende, 1/12/1931
- Aarhus Stiftstidende, 29/4/1932
- Aarhus Stiftstidende, 29/12/1933
- Aarhus Stiftstidende, 22/1/1934
- Aarhus Stiftstidende, 28/3/1934
- Aarhus Stiftstidende, 5/4/1934
- Aarhus Stiftstidende, 29/11/1934
- Aarhus Stiftstidende, 29/11/1935
- Aarhus Stiftstidende, 5/3/1936
- Aarhus Stiftstidende, 11/8/1937
- Aarhus Stiftstidende, 8/4/1938
- Aarhus Stiftstidende, 21/6/1938
- Aarhus Stiftstidende, 13/4/1944
- Aarhus Stiftstidende, 1/11/1949
- Aarhus Stiftstidende, 2/3/1961
- Aarhus Stiftstidende, 29/3/1961
- Aarhus Stiftstidende, 2/6/1998
- Aarhus Stiftstidende, 14/6/1998
- Aarhus Stiftstidende, 21/11/1998