Skovfaldet 2
Skovfaldet 2 er en adresse på Skovfaldet i bykvarteret Riisvangen lige nord for Trøjborg. Husnummeret dækker i dag over flere adresser der løber fra 2A til 2S. Den nuværende bebyggelse på adressen er en aflang modernistisk bebyggelse udført i hvidmalet tegl med sort træværk.
Bebyggelsen, opført under navnet "Marienlund", blev tegnet af arkitektfirmaet Friis og Moltke, og er opdelt i flere rækkehuse med 24 lejligheder. De første lejligheder stod klar til indflytning i 1961, mens de resterende blev klargjort til indflytning i februar 1962. I den nordvestlige del af matriklen opførtes et cirkulært parkeringsområde med adgangsporte i sortmalet træ.
Bebyggelsen skiller sig markant ud fra områdets øvrige bygninger, der primært består af dobbelthuse med tilhørende haver.
Villa Marienlund og Marienlundskolen
På stedet havde der før anlæggelsen af den store rækkehusbebyggelse ligget en større villa fra omkring 1870 ved navn Villa Marienlund. Villa Marienlund var en herskabelig villa i to etager med tårn og veranda. Aarhus Kommune købte ejendommen i 1919, og efter en ombygning blev den prægtige villa omdannet til Marienlundskolen, som blev taget i brug i 1934. Den kommunale værneskole i Villa Marienlund ophørte med at eksistere i 1943, da besættelsesmagtens beslaglæggelser betød at Kommunehospitalet blev nødt til at flytte Århus-afdelingen af Statens Institut for Talelidende til Marienlundskolen.
Skovfaldet 2 på AarhusArkivet
Kilder og Litteratur
- Aarhus Stiftstidende. Etage-lejligheder med villa-fordele. 13-03-1961.
- Aarhus Stiftstidende. Det nye Marienlund. 18-11-1961.
- Aarhus Stiftstidende. Fem kunstnere i prøvelejlighed. 02-03-1962.