Vejlby Sogn
Vejlby Sogn er et sogn i Aarhus Kommune og hører under Aarhus Nordre Provsti, Aarhus Stift. Indtil Kommunalreformen i 1970 lå sognet i Hasle Herred.
I 1940 blev Risskov Sogn udskilt af Vejlby Sogn og i 1974 blev Ellevang Sogn udskilt af Vejlby Sogn. Til gengæld blev en del af Vejlby Sogn udskilt til Skelager Sogn i 1990.
Vejlby Kirke er opført i 1100-tallet, i 1492-tallet lod biskop Niels Clausen kirken ombygge med våbenhus og tårn. Kirkens mange kalkmalerier fra samme tid blev afdækket og istandsat af maleren Harald Borre i 1942.
Oldtiden i sognet
Mennesker har boet i området siden stenalderen. Befolkningen var jægere og fiskere, og området var dækket af skov. Vejlby Sogn frembød ved sin beliggenhed ud mod den forholdsvis rolige Aarhusbugt ganske gode vilkår for en bosættelse under den ældre stenalder. Forholdende var særligt gode, fordi der dengang skød en vig ind, og kystlinjen var en helt anden, end i dag, og smalle fjorde skød sig hist og her i landet. Vandstanden var ligeledes højere.
I Vejlby Sogn er der bl.a. fundet kærneøkser af flint, adskillige skivespaltere og flinteaffald. Der er ligeledes fundet rester fra køkkenmøddinger, og i sognets sydlige del, nord for Risskov, har man fundet rester fra en boplads. Bopladsen synes at have haft en temmelig stor udstrækning.
Man har derudover fundet flere høje fra bronzealderen, samt lerkar, lerpotter og urner fra jernalderen.
Vejlbystenen
Man har i Vejlby Sogn fundet en runesten fra vikingetiden, der er blevet opkaldt "Vejlbystenen". Indskriften lyder: "Tykel rejste denne sten efter Tovi, sin måg". Hvem Tykel var, vides ikke, men måske var han en af de første, der lagde en gård i området på sikker afstand af stranden og i nærheden af storbyen Aros (Aarhus).
Stenen blev registreret i 1650 af den lærde Ole Worm, der sendte den til København. Stenen forsvandt dog under tansporten. To hundrede år efter dukkede den op igen, da man rensede åmundingen i den gamle havn i Aarhus.
Befolkningsudviklingen i sognet
1850: 785
1901: 2.1195
1945: 2.345
1955: 3.079
1970: 10.779
1980: 6.679
1990: 6.377
2000: 6.595
2020: 8.873
Vejlby Sogn på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Carl Nedergaard, Vejlby Sogn i oldtiden, Historisk Samfund for Aarhus Stift, Aarhus; De Forenede Bogtrykkerier, 1924
- Steen Busck, Billeder af Vejlbys Historie, Aarhus Universitetsforlag