Skødstrup Kommune
Landsby i Aarhus Kommune.
Historie
Skødstrup Kommune blev dannet i 1842 som en sognekommune. Det var et led i den nye administrative inddeling af Danmark sammen med købstadskommunerne, der blev oprettet i 1838. Kommunen bestod af Skødstrup Sogn, som havde et samlet areal på 2319 hektar, og kommunen havde i 1850 et indbyggertal på 821. I 1960 var det steget til 1653 indbyggere.
Kommunen blev ledet af et sogneforstanderskab, hvor den lokale sognepræst automatisk var medlem. Resten af medlemmerne, som talte mellem 4 og 9 medlemmer, blev valgt af sognets mandlige beboere over 25 år, og med mindst én tønde hartkorn. Sogneforstanderskabets ansvarsområder var fattig-, skole-, og vejvæsen. Fra 1868 blev sogneforstanderskabet afløst af sognerådet, og man fik nu også ansvaret for den økonomiske forvaltning.
Størstedelen af indbyggerne arbejdede i landbruget, mens en stor del arbejdede inden for industri og håndværk. Brødrene Jacobsens Chokoladefabrik lå i kommunen, og flere store gårde, blandt andet Vosnæsgård.
Oprindeligt lå Skødstrup Sogn i Randers Amt, men blev i 1970 en del af Aarhus Kommune.
Beskrivelse i landsbymiljørapporten 1974
Følgende beskrivelse er citeret fra rapporten Landsbymiljø i Århus Kommune 1974.
Klassificering:
Geografi og bevoksning:
Skødstrup ligger på skråningen til Kalø Vig, terrænet er lavt mod sydøst og højt mod nordvest.
Den ældre bydel, med undtagelse af Grenåvejen er velbevokset med træer o.l., men hvis man regner villakvartererne med, virker Skødstrup som en bar by.
Bygning og erhverv:
14 gårde, 536 beboelseshuse med udhuse, 14 bygninger anvendt som forretninger og 13 bygninger anvendt som forretning og beboelse.
Vejnet:
Den meget trafikerede hovedvej A15, Grenåvej, dominerer en stor del af byen. De øvrige veje og Grenåbanen er ikke så trafikerede. Grenåvejen virker ugrenet, retliniet, mens det øvrige vejnet gør et grenet, slynget indtryk. Vejbelægningen er praktisk udelukkende asfalt, mens der ligger fortove i villakvartererne og langs Grenåvejen.
År | 1974 |
Indbyggertal | 1500 |
Antal bygninger | |
Antal bygninger klassificeret som bevaringsværdige | 15 |
Særkende for landsbyen | Udsigten fra Tagmosevej-Åstrupvej mod øst er storslået, trods Studstrupværket med dets skæmmende skikkelse. |
Kilde: Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.
Litteratur og kilder
- J. P. Trap: Danmark, bind 7, Gads Forlag, 1963.
- Dansk Center for Byhistorie: Landkommunernes administration 1660 - 1970.
- Landsarkivet for Nørrejylland, Harry Christensen: Danske landkommuner 1842-1970: fortegnelse over kommuner under dansk landkommunal lovgivning : med omlægninger og nyere grænseændringer, 1976.
- Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet