Niels W. Gades Vej
Niels W. Gades Vej ligger i den sydlige del af Århus mellem Carl Nielsens Vej og den nordlige del af Mindeparken. Anlagt i 1909 og opkaldt efter den danske komponist Niels W. Gade. Tidligere hed den blot Villavej.
Ved udstykningen af grundene omkring 1909 kostede de mellem 2 og 3 kroner pr. kvadratalen (ca. 5 kr. til 7,50 kr. pr. kvadratmeter).
Vejen, der er 400 meter lang, ligger i det ene af byens såkaldte 'komponistkvarterer' sammen med Kuhlausvej, J.P.E. Hartmanns Vej og P. Heises Vej. Det hører til blandt de mest fashionable i byen, hvor villaerne på gadens østlige side har direkte udsigt over Århus-bugten.
Hvor Niels W.Gades Vej udmunder i Carl Nielsens Vej ligger nu Stefanshjemmet. Her lå tidligere, Louisenhøj, et enkesæde for en gehejmekonferensrådinde Güldencrone.
Kilder og litteratur
- Johs.Kasted: Gadenavnefortegnelse for Aarhus (1943)
- Bernhardt Jensen, Peder Jensen: Marselisborgskovene. Århus byhistoriske Udvalg (1974)