August Carl Louis Christorph Müller (1847-1928)
Overlærer, kgl. translatør og tolk August Carl Louis Christorph Müller, født 14. august 1847 i Schmölau, preussisk Sachsen. Død 22. feb. 1928 i Århus.
Müller kom som 9-årig til Danmark og fik indfødsret i 1878. Efter eksamen fra Lyngby Seminarium i 1866 var han privat skolebestyrer i Hobro 1866-68, og 1869 blev han ansat ved Århus kommunale skolevæsen. Han blev gift 26. dec. 1872 med Marie Elvine Kirstine Nørlem (1851-1922).
I perioden 1888-93 var Müller overlærer (skoleinspektør) ved Borgerpigeskolen og 1893-1918 ved Nørrebrogades Skole. Forfatteren Victor Jensen, der var elev på skolen, giver i sin bog "Klunketid og krigsår" følgende karakteristik af ham:
"Overlæreren bar det pompøse navn "Ørnen", og der var virkelig noget af ørnens hvasse blik, når han var vred. Mens vi var i de små klasser, skælvede vi for ham; men da vi blev større, opdagede vi snart, at han havde det som de store hunde, der nok gør truende, men sjældent bider."1
1878 blev Müller kgl. translatør og tolk i tysk. Han oversatte blandt andet Allvis Opera "Bankieren i Sevilla" og sendte den til Hamborg i håb om at få den opført der. 1881-1908 var han sanglærer ved Aarhus Katedralskole, og han fik i 1885 tildelt A.P. Berggreens Legat, der uddeltes "som Anerkjendelse og Opmuntring til dem, som særlig virke for Folke- og Kirkesangens Fremme"2.
I 1890 oprettede han sammen med skolebestyrer P.M. Albeck et kursus i Aarhus, der forberedte deltagerne til at tage eksamen som lærerinder, og fungerede en årrække som leder af samme kursus.
Müller satte også sit præg på mange andre fronter. Han var medlem af byrådet for partiet Højre fra 1906-1909.
Han var blandt andet stifter af og formand for Aarhus Stifts Lærerenkekasse, i bestyrelsen for Våbenbrødreforeningen og for Århusafdelingen af Kristelig Forening til vildfarne Børns redning. Han blev senere kredsformand for samme forening.
Som 75-årig beskrives han i omtalen i Aarhus Stiftstidende som en frisk og aktiv pensionist, der ud over at "granske" i bøgerne også var en friluftsnatur og en fortrinlig Jæger.
Litteratur og kilder
1. Jensen, Victor: "Klunketid og krigsår", Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, 1968 s.49
2. Sejrs sedler med henvisning til Aarhus Stiftstidende 8.august 1885
- Aarhus Borgere 1915-1920, hæfte II. Udgiver: M. A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus.
- Sejrs Sedler med henvisning til Aarhus Stiftstidende 13.august 1922; 23.oktober 1890