Højvang

Fra AarhusWiki
Fil:Højvang.jpg
Luftfoto med gården "Højvang" ud mod Randersvej sydøst for vandtårnet. Foto: Sylvest Jensen. Arkiv: Det Kongelige Bibliotek

Højvang var en gammel firlænget proprietærgård, som lå vest for Randersvej lidt syd for vandtårnet.
Gården blev dannet i 1857-59 af Adam Faurschou, der samlede matrikelnummer 75 og 77a af Aarhus markjorder til et samlet areal på 55 hektar, hvorefter han drænede jorden og opførte bygninger.

Efter Adam Faurschous død i 1885 overtoges gården af sønnen Anders Faurschou, som havde haft gården i forpagtning siden 1873. Samme år opførtes gårdens hovedbygning i to etager og med skifertag.
Natten til den 22.november 1903 nedbrændte gårdens store lade, en mindre bindingsværkslade, grisehus og ishus. Brandvæsenet blev tilkaldt. Men selvom kaptajn Springborg sendte sin halve styrke bestående af to befalingsmænd og 20 brandmænd, nåede de ikke frem i tide. Dog blev gårdens stuehus og en staldbygning med tag af tagpap reddet, og hverken gårdens ejer eller andre levende væsener led overlast.
Til erstatning for de nedbrændte bygninger blev der senere opført tre sammenbyggede avlslænger og desuden hønsehus, lade redskabs- og maskinhus af træ.
Aarhus Kommune købte i 1906 en del af Højvangs jorder til opførsel af vandtårnet ved Randersvej. I 1919 blev Højvang købt af ejendomshandlerne Dueholm og Langballe, der kort tid efter solgte den til H.V. Thomsen.
Aarhus Kommune erhvervede gården i september 1923 for 410.000 kr. Herefter blev jorden og bygningerne bortforpagtet. I 1925 flyttede Børneoptagelseshjemmet Højvang ind i hovedbygningen, og da det flyttede ud i 1975 blev der indrettet beboerhus og fritidshjem.

Kilder

  • Preben Rasmussens Samling, Randersvej 127
  • Hansen, J.J.: "Større Danske Landbrug2, Vejle og Aarhus Amter, V Bind, Alex. Kappel og V. Richter Friis Forlag, København 1933
  • Preben Rasmussens Samling, Randersvej 1927, unavngivet avisudklip fra 21.september 1923
  • Aarhus byråds journalsager, Journal Nr. 450-1924, Uddrag fra byrådsmødet den den 27. november 1924 og den 29. januar 1925
  • Aarhus byråds journalsager, Journal Nr.143-1905, Byrådsmødet den 8. marts og 15. marts 1906
  • Aarhus Stiftstidende 23.nov. 1903