Gammel Munkegade

Fra AarhusWiki

Gaden går fra Klostergade til Nørre Allé. Gammel Munkegade fik først officielt sit navn i 1985. Men i folkemunde har den altid heddet Gammel Munkegade. Formelt har den dog heddet Munkegade fra i hvert fald 1796.

Men hvorfor fik den formelt sit navneskift i 1985? Det startede med en artikel i Aarhus Stiftstidende omhandlende en dame, der boede i Ny Munkegade 4. Ofte blev der ringet på hendes dør af folk der søgte en prostitueret – men hun var ikke prostitueret. Det var til gengæld damen i Munkegade 4.

Når der var tale om danske kunder, der havde læst en fræk annonce, og i deres iver taget fejl af gaderne, kunne hun ofte forklare dem miseren. Det var værre, når der var tale om udlændinge, der opfattede hendes afvisende holdning som en del af spillet. Hun klagede derfor sin nød til politiet, der dog ikke kunne gøre noget, da det hverken var ulovligt at være prostitueret eller bo i Munkegade 4. Da historien kom kommunen for øre var man enig i problematikken, og teknisk forvaltning forklarede, at ifølge de nye regler, ville man aldrig acceptere så ens navne.

Historien vakte opsigt og det viste sig at mange af beboerne og forretningerne var påvirket af situationen - faktisk havde det været et irritationsmoment siden 1882, hvor Ny Munkegade fik sit navn. Forretninger i Munkegade annoncerede fx med beliggenheden Gammel Munkegade.

Rådmand Olaf P. Christensen udtalte, at en navneændring ville være mulig, men der skulle være et overvældende flertal, hvis han skulle støtte det. Det var der! Beboerne og de erhvervsdrivende i både Munkegade og Ny Munkegade ønskede skiftet. Der var også støtte fra en lang række taxavognmænd, falck, brandvæsenet og postvæsenet. Ved juletid i 1985 fik de påvirkede grupper en julegave i form af et nyt vejnavn – Gammel Munkegade.

Kilder

  • Der kommer andre end munke i den gade, Aarhus Stiftstidende, 6.9.1985
  • Munkegade væk til jul, Aarhus Stiftstidende, 3.10.1985