Sophie Pætges (1845-1914)

Version fra 11. jul. 2013, 22:04 af Marianne Ninna Philipsen (diskussion | bidrag) Marianne Ninna Philipsen (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med '[[Fil:Vestergade 1884.jpg|300px|thumb|right|Vestergade, som den så ud fra Lille Torv i 1884, da Sophie Pætges kom til byen. Hun boede og arbejdede først i nummer 8, tre h...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)

Sophie Pætges (1845-1914) Børnehaveleder i Aarhus 1884-1902

Vestergade, som den så ud fra Lille Torv i 1884, da Sophie Pætges kom til byen. Hun boede og arbejdede først i nummer 8, tre huse længere nede af gaden fra Svaneapoteket t.h. i billedet
Frue Kirkeplads 2, bagsiden af Vestergade 8-10, hvor Sophie Pætges havde sin børnehave og sit hjem frem til 1900

Da den knap 40-årige frøken Sophie Pætges kom til Aarhus for at åbne en børnehave i 1884 var det lidt af et pionér-arbejde. Allerede i sommeren 1884 havde hun i Aarhus Stiftstidende varslet at hun ville åbne en børnehave en Aarhus senere på året. I november var hun klar til at modtage børn af begge køn fra 3-års alderen og holde dem ”beskjæftigede paa en baade for Aand og Legeme udviklende Maade.” Prisen var 5 kr. om måneden med rabat for søskende. Det foregik i Vestergade 10, hvor hun til at starte med boede og havde sin institution i en lille lejlighed.

Fredens Torv 6, hvor Sophie Pætges havde børnehave 1900-1902. På muren til højre ses skiltet med påskriften "Sophie Pætges Børnehave.

Sophie Pætges var datter af Johanne Luise Heibergs ældre bror, og var meget afholdt af sin faster, som bl.a. støttede hende økonomisk under den svære opstart i Aarhus. Sophie Pætges´ bevarede breve til Johanne Luise Heiberg giver et fint indtryk af arbejdet med etableringen af børnehaven igennem de første par år.

Efter få år udvidede hun sine lokaler til Vestergade 8 (Frue Kirkeplads 2), og i 1900 flyttede hun til større lokaler i stueetagen på Fredens Torv nr. 6. Her blev hun kun i knap to år. I 1902 forlod hun Aarhus efter at have drevet børnehave i byen i næsten 18 år. I den tid var hendes institution vokset betydeligt og blevet en kendelig succes, og hendes assistent Agnete Hjelm overtog ledelsen af børnehaven efter hende.

Da hun rejste fik hun i taknemmelig erindring et stort fotoalbum fra de børn og forældre, hun havde haft berøring med. Albummet rummer talrige fotografier af de børn, hun havde passet, samt fra Aarhus og omegn.

Sophie Pætges døde i København i 1914.


Kilder

Breve fra Sophie Pætges i Johanne Luise Heibergs Privatarkiv, Rigsarkivet Sophie Pætges´ fotoalbum, Aarhus Stadsarkiv