I 1950'erne opstod Rock'n Roll kulturen i USA. Kulturen bragte nye danse- og musikformer med sig, ligesom bestemte klædemåder og opførsel blev knyttet sammen med Rock'n Roll kulturen. Første rock-arrangement i Aarhus blev afholdt 14. oktober 1956.

Alarmerende dansegalskab

Året var 1956, og fra den anden side af Atlanten blæste nye og farlige vinde. I hvert fald hvis man skulle tro på den aarhusianske presse. Rocken kom som en stormvind med Elvis Presley i front, og selv om de unge var begejstrede for det nye fænomen, var de aarhusianske borgerlige aviser mildest talt skeptiske.

Nogle måneder før rocken for alvor kom til Aarhus, kunne man læse i avisen om den nye dansestil, der fulgte med de nye rytmer: "En ny dans vil være over os til efteraaret. Dens navn er Rock'n Roll og de meddelelser, der indtil nu er indløbet om denne nye dansegalskab, er temmelig alarmerende", rapporterede Århus Stiftstidende i juli 1956. I august var rocken atter oppe at vende i Stiftstidende, denne gang med ordene: "Den nyeste amerikanske rædsel er den saakaldte "rock'n roll" genre, der er jazz, swing, cowboy-musik og hill-billy-rytmer sat op i et rædsomt format – en galskab, der faar sit publikum til at gaa helt amok". De moralske fronter var dermed kridtet op, da det første rockarrangement rent faktisk blev afholdt i Aarhus. Det var ejeren af det navnkundige Pallis Tivoli, Palle Sørensen, som fik rocken til Aarhus, da han indgik en aftale med den københavnske danselærer Børge Kisbye om at få dennes ensemble til Aarhus den 14. oktober 1956. Ensemblet, der havde den unge sadelmager Ib Jensen – bedre kendt som Rock Jensen – i front, havde i starten af oktober turneret rundt i landet med deres rockshow.

Aviserne havde i dagene op til koncerten i Aarhus derfor kunnet berette om koncerterne i blandt andet Randers og København, hvor der var opstået slagsmål og optøjer, og nu frygtede aviserne et lignende udfald i Aarhus. Som det ofte sker med profetier, blev også denne profeti selvopfyldende.

Læderjakkede bøller

I alt skulle der afholdes tre koncerter i Aarhus – en kl. 16, en kl. 19 og endelig en kl. 22.15. I modsætning til flere andre byer i landet havde politiet i Aarhus ikke noget imod koncertens afholdelse, så længe den ikke blev afholdt inde i midtbyen, og så længe der var mindst en time og 45 minutter mellem hver koncert. Den første tiltænkte placering ved Åboulevarden blev derfor skiftet ud med en placering på hjørnet af Vestre Ringgade og Paludan-Müllers Vej, hvor vi i dag har Vanggaard Centret. Her blev rejst et telt med plads til 1.300 mennesker, hvor billetpriserne lå mellem 4-6 kroner. For at undgå unødvendig provokation havde politiet kun udstationeret fire politibetjente, og de skulle i udgangspunktet kun dirigere trafikken.

Eftermiddagsforestillingen foregik i ro og orden, og der var heller ikke nogen problemer med selve afholdelsen af den første aftenkoncert. Stemningen i teltet havde været på kogepunktet af glade unge, der rokkede og rullede, men det var en glad og harmløs, om end løssluppen, affære. Optøjerne blev da heller ikke startet af koncertgæsterne. Politiassistent Bang Hansen kunne til Jyllands-Posten oplyse, at det blev startet "af ungdommelige, læderjakkede bøller, som ventede udenfor". Da gæsterne efter første aftenkoncert forlod teltet, begyndte de fremmødte unge at råbe ”Mere rock, mere rock, mere rock.” Rock Jensen og hans bandmedlemmer imødekom efterspørgslen og gik ud af teltet og spillede lidt.

Aflyst koncert

Stemningen vendte sig dog hurtigt, da en række unge begyndte at knuse ruder på de biler, der var blevet standset på Paludan-Müllers Vej af den store folkemængde. De tilstedeværende politifolk fik hurtigt tilkaldt forstærkninger, men ifølge Jyllands-Posten tog politiet ellers "yderst lempeligt paa sagen, og der blev ikke foretaget anholdelser. Men stavene blev dog brugt". Blandt ofrene for politiets stave var blandt andre Rock Jensen selv.

Århus Stiftstidendes udlægning af sagerne var noget mere dramatisk. Ifølge Stiftstidende varede kampene mod politiet i over tre timer: "Optøjerne tog et saadant omfang, at en udrykningsafdeling paa 35 politibetjente maatte trække stavene i en timelang kamp mod bøller - og desværre ogsaa imod nysgerrige i tusindtal, der dækkede over de ungdommelige bagmænd.”

Aftenens sidste koncert blev aflyst på grund af urolighederne. Efterfølgende diskuterede pressen ivrigt, om dette var det sidste rockarrangement, som fik lov til at blive afholdt i Aarhus, men til det udtalte politifuldmægtig Moltke: ”I øvrigt tror jeg ikke, at det er rock’n roll i sig selv, der skaber balladen. Skylden maa i højere grad lægges paa pressen, der fortæller om, at rock’ roll kan give anledning til uro – og saa kommer bøllerne.”

Rent musikmæssigt havde lokalpressen heller ikke mange rosende ord at sige dagen efter. Fra Stiftstidendes reporter lød det: ”… – og for at undgå at komme til at sluge tyggegummiet udstøder de rytmerokkende ind imellem lyde af forskellige art og klang. Stort set samme lyde, som man hører fra tilskuerpladserne, naar Erik Jensen laver maal på Aarhus Stadion.”

En ny teenager-kultur

To år senere var der atter et stort rockarrangement i Aarhus. Denne gang var lokationen selve Aarhus-Hallen på Skt. Knuds Torv, og den optrædende var det unge, britiske, rockikon Tommy Steele, der gav koncert 17. april 1958. Endnu engang blev der pisket en stemning op i lokalpressen, og politiet var denne gang mødt mere talstærkt op fra start. Urolighederne blev denne gang dog ganske få, og både koncerten og de efterfølgende timer foregik i god stemning uden nævneværdig uro.

Uro og læderjakke til side var 1950’erne årtiet, hvor de unge for alvor fik deres egen identitet og ikke længere blot var unge voksne. Selve begrebet teenager opstod i 1950’erne, og den nye betegnelse var en afspejling af, at der var opstået en ny ungdomskultur med anderumper og stramme cowboybukser til herrerne og hestehaler og strutskørter til frøknerne. Inspirationen kom ligesom rocken især fra USA, og stilikonerne var Hollywood-idoler som Brigitte Bardot og Marlon Brando.

For at imødekomme og korrekt influere teenagerne fik de unge aarhusianere i 1950’erne deres eget tilbagevendende dansearrangement, ”Det Unge Århus”. Bag arrangementet stod Fagforeningernes Fællesorganisation, og på programmet var en blanding af moralprædikener og politisk agitation kombineret med jitterbug. På arrangementets første aften var der fra kl. 20-21 taler med blandt andre afholdsagitator Larsen-Ledet og den socialdemokratiske kvindesagsforkæmper Klara Dupont, hvorefter den stod på dans indtil kl. 23.30.

Rock i Aarhus på AarhusArkivet

  Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Rock_i_Aarhus

Litteratur og kilder

  • Århus Stiftstidende 24.07.1956, "Vinterens dans vil sprænge klaveret"
  • Århus Stiftstidende 08.08.1956, "Plade-nyt"
  • Århus Stiftstidende 08.10.1956, " For 12.000 kr. rock’n roll i teltet i Aarhus"
  • Århus Stiftstidende 15.10.1956, " Folk hjalp bøller med 35 betjente, der trak stavene"
  • Jyllands-Posten, 15.10.1956, "Rokke-Tumult i Aarhus i aftes"