Rokballe Mølle
Rokballe Mølle ligger ved en bæk nær Giber Å.
Møllen var i 1688 ejet af Aarhus Hospital og kom i 1758 under Baroniet Vilhelmsborg. Møllen blev nedlagt før 1926, men selve møllehuset står der stadig.
I hvert fald i 1924 har der været afholdsrestaurant i møllehuset - i tidsrummet fra den 15. maj til den 15. september, hvor forhenværende gårdejer N. Laursen, Fløjstrup, fik tilladelse til dette af Beder-Malling Sogneråd.
Langs Giber Å har der foruden Rokballe Mølle været Fulden Mølle og Skovmøllen som velfungerende vandmøller.