Kaj Frode Baggesen Schmidt

Fra AarhusWiki
Version fra 23. jun. 2025, 10:44 af Hemik (diskussion | bidrag) Hemik (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Indlæser kort...

Kaj Frode Baggesen Schmidt (født den 27. august 1883 i Hammmershøj, død den 21. februar 1945 i Aarhus) var købmand.

Han var søn af Heinrich Christian Schmidt og Johanne Thormine Riise Nielsen. Viet den 7. maj 1912 med Agnes Jensine Kelp. Far til Lise Baggesen Schmidt.

Kaj Schmidt var indehaver af en købmandsbutik ved Skt. Pauls Kirkeplads 7 i bygningen Tagenhus.

Købmandsbutikken var den 21. februar 1945 omdrejningspunktet for et tragisk drama. Sidst på eftermiddagen kom to mænd ind i købmandsbutikken og spurgte efter ejeren. Da han viste sig, trak de to mænd maskingeværer frem og skød og dræbte Kaj Schmidt. En måneds tid tidligere var stikker og købmand Søren Rasmussen Skaade blevet likvideret i Restaurant Friheden af modstandsbevægelsen.

Kaj Schmidt var en vellidt mand, og man var ikke i tvivl om hans nationale sindelag. Butiksvinduerne ud mod kirkepladsen var prydet med dannebrogsflag, og på skilte stod der ”Alt for Danmark”. Et passende hævnoffer, mente man – en købmand for en købmand.

Likvideringen blev udført af den tysksympatiserende Petergruppen, hvis ordsprog var ”Terror mod terror”. Drabet blev udført af Helge Lundquist og tyskeren Paul Apfel, mens det aarhusianske medlem Kaj Henning Bothildsen Nielsen og Poul Lensing holdt vagt udenfor butikken. Bothildsen blev efter krigen dødsdømt for 55 drab.

Kaj Schmidt blev begravet fra Skt. Lukas Kirke den 26. februar 1945.

Kilder