Aarhus under den kolde krig

Under Den kolde krig (1945-89) var der en reel atomfrygt i den danske befolkning.

Billeder af de voldsomme ødelæggelser i de japanske byer Nagasaki og Hiroshima efter USA havde smidt to atombomber i 1945 stod i klar erindring for mange. Ingen vidste, hvordan nye krige ville blive udkæmpet, men alle frygtede, at det ville blive med atomvåben. For at være forberedt i tilfælde af krig og katastrofer blev, oprettes Civilforsvaret Danmark i 1949. Civilforsvarets opgave var at beskytte befolkningen under kriser, katastrofer og krige.

I begyndelsen af 1960erne blev truslen for alvor reel med Berlinkrisen i 1961. I 1962 udsendte Statsministeriet pjecen Hvis Krigen kommer som en instruktion til befolkningen om, hvordan de skulle forholde sig i tilfælde af krig. Pjecen blev husstandsomdelt i 1,5 millioner eksemplarer.

Ikke alle kunne beskyttes

I Aarhus begyndte Civilforsvarets arbejde med en større kortlægning af de forskellige former for beskyttelsesrum, som var i byen. Det stod hurtigt klart, at i tilfælde af større angreb var der ikke plads til alle byens borgere i beskyttelsesrummene. En stor opgave forestod derfor med at udbygge kapaciteten både i de private hjem og i offentlige bygninger.

Et af de store offentlige beskyttelsesrum, som blev udført under den kolde krig var Busgadehuset. Bygningen kunne huse 1.500 aarhusianere, og stod stand-by i tilfælde af at bomberne begyndte at falde eller en anden katastrofe indtræf. Også kældre i private boliger indgik i beredskabet, mens byens virksomheder med flere end 10 ansatte skulle have egne sikringsrum, som i tilfælde af katastrofer eller krig kunne inddraget til beskyttelsesrum inden for 24 timer.

I 1968 regnede Civilforsvaret med, at der i Aarhus Kommune var beskyttelsesrum til i alt 56% af indbyggerne. I 1983 regnede man med, at der var 335.000 pladser, hvilket gav et overskud af pladser på små 20.000. Aarhus var nu velforsynet med beskyttelsesrum.

Befolkningen kunne dog ikke vide sig sikre af den grund. Beskyttelsesrummene ydede ikke beskyttelse mod en fuldtræffer hverken fra konventionelle eller atomare våben. De danske beskyttelsesrum blev bygget til at yde ”rimelig beskyttelse”. Det var kompromisset, som man måtte indgå. At hæve beskyttelsesniveauet ville blive for dyrt, og Civilforsvaret havde hurtigt erkendt, at bygge beskyttelsesrum, der ydede perfekt beskyttelse, var en utopi.

Synlige spor i bybilledet

Beskyttelsesrummene er fortsat synlige spor fra den tid, hvor atomtruslen var en del af hverdagen. De er markører i landskabet, eller en del af de steder vi færdes. Selvom de umiddelbart er synlige, falder de i ét med omgivelserne og bliver usynlige for dem, der ikke ved, hvad de skal lede efter. Busgadebygningen, betondækningsgravene i midterrabatten på Ringgaden, Hipsterhøjen i Graven og flere offentlige parkeringskældre er således beskyttelsesrum bygget i perioden 1940-1970.

Håbet for en anden fremtid

Med faren for en egentlig atomkrig opstod flere nye fredsbevægelser, som ønskede fred og derfor protesterede imod dansk støtte til flere atomvåben i NATO-alliancen. Allerede i 1960 blev Kampagnen mod Atomvåben stiftet, og fra samme år begyndte fredsmarcher at bevæge sig gennem landet i protest mod atomvåben. I 1979 stiftede kræfter i Aarhus Samarbejdsudvalget mod Atomoprustning, og i foråret 1980 blev organisationen Nej til Atomvåben – en dansk afdeling af det europæiske European Nuclear Disarmament – stiftet, og også denne havde rod i Aarhus. I 1982 kom også bevægelsen Krig og fred til verden med rod i den politiske venstrefløj.

Nej Til Atomvåben fik hurtigt et offentligt image som en folkelig fredsorganisation, mens flere af de øvrige organisationer var tæt knyttet til forskellige politiske partier.

Kvinderne overtager faklen

De aarhusianske fredsbevægelser havde samlet set et godt tag i byens borgere, der flittigt deltog i kampagner og demonstrationer rettet mod atomkapløbet rundt om i byen. De forskellige fredsorganisationer arbejdede ofte sammen, og en af Nej Til Atomvåbens tætte samarbejdspartnere var fredsgruppen Kvinder for Fred, der var dannet i forbindelse med den Internationale Kvindekonference i København i februar 1980.

I de følgende år spillede Kvinder for Fred en central rolle i fredsbevægelsen og gennemførte en lang række fredsmarcher rundt om i Europa. Især i Aarhus med det rige studiemiljø var der stor aktivitet med møder, kampagner og demonstrationer i den første halvdel af 1980’erne.