Vejlby-Risskov Kommune

Fra AarhusWiki

Vejlby-Risskov Kommune blev dannet i 1842 som en sognekommune. Det var et led i den nye administrative inddeling af Danmark sammen med købstadskommunerne, der blev oprettet i 1838. Kommunen bestod af Vejlby Sogn, som havde et samlet areal på 1349 ha, og et indbyggertal på 12347 i 1960. Risskov Sogn blev først udskilt fra Vejlby Sogn i 1940, og fortsatte med at være en del af kommunen.

Kommunen blev ledet af et sogneforstanderskab, hvor den lokale sognepræst automatisk var medlem. Resten af medlemmerne, som talte mellem 4 og 9 medlemmer, blev valgt af sognets mandlige beboere over 25 år, og med mindst én tønde hartkorn. Sogneforstanderskabets ansvarsområder var fattig-, skole-, og vejvæsen. Fra 1868 blev sogneforstanderskabet afløst af sognerådet, og man fik nu også ansvaret for den økonomiske forvaltning.

Vejlby - Risskov Kommune var præget af en række småindustrier og der lå blandt andet også en landbrugs- og husholdningsskole. Statshospitalet ved Aarhus blev opført i 1849 - 1851 i Vejlby-Risskov Kommune. Hospitalet skulle fungere som en helbredsanstalt til de sindslidende.

I 1962 blev en del af Vejlby Sogn lagt ind under Aarhus Kommune, og i 1970 blev resten af Vejlby-Risskov Kommune en del af Aarhus Kommune. Byområdet bestående af Vejlby og Risskov, omtales stadig Vejlby-Risskov.

Litteratur og kilder

  • J. P. Trap: Danmark, bind 8, Gads Forlag, 1964.
  • Årsskrift 2017, Vejlby-Risskov Lokalhistoriske Forening.
  • Årsskrift 2018, Vejlby-Risskov Lokalhistoriske Forening.
  • Årsskrift 2019, Vejlby-Risskov Lokalhistoriske Forening.
  • Landsarkivet for Nørrejylland, Harry Christensen: Danske landkommuner 1842-1970: fortegnelse over kommuner under dansk landkommunal lovgivning : med omlægninger og nyere grænseændringer, 1976.