Vilhelm Carl Oluf Vetli (1872-1935)
Baneingeniør Vilhelm Carl Oluf Vetli, medlem af byrådet 1. april 1914-26. aug. 1915 for partiet Højre. Ridder af Dannebrog.
Født 8. marts 1872 i København, død 17. marts 1935 i København. Forældre: Restauratør Ole Nielsen Vetli og hustru Berthine Christensen. Gift 30. maj 1903 med Mary West, født 28. juli 1878 i Esrum, Esbønderup sogn, Frederiksborg amt, datter af skovkasserer Peter West og hustru Eleonora Friis.
Karriere
Vetli blev student i 1891, cand. phil. 1892 og cand.polyt. 1897. I 1898 blev han ansat som aspirant ved Statsbanerne, fra 1903 gjorde han tjeneste ved 2. telegrafdistrikt i Aarhus. I 1904 blev han udnævnt til ingeniørassistent og i 1911 til baneingeniør ved 3. banekreds i Aarhus. Herfra blev V. i 1915 forflyttet til Odense som leder af 6. banesektion. I 1920 blev han baneingeniør af 1. grad og gjorde fra 1924 til sin død tjeneste ved 1. distrikt i København. Han var 1917-18 medlem af Statsbanernes tjenestetidskommission.
Politik
Vetli var medlem af byrådet fra 12. marts 1914 til 26. aug. 1915. Han var ved byrådsvalget i 1913 opstillet som nr. 11 på den fælles liste for Højre og Venstre, men opnåede ikke valg. I 1914 afløste han bagermester P. Jensen. Ved sin forflyttelse til Odense i 1915 måtte han træde ud af byrådet, hvor han i det korte tidsrum, han var medlem, havde ydet »gode tekniske bidrag« i det udvalgsarbejde, han deltog i.
Medlem af eller byens repræsentant i...
Udvalget for fattigvæsenet 1914-15. Brolægnings- og vejudvalget 1914-15. Forskønnelsesudvalget 1914-15. Udvalget for markvæsenet 1914-15. Kirkegårdsbestyrelsen 1914-15.
Litteratur og Kilder
- Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.