Johanne Luise Heiberg og Aarhus

Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter

Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde.

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillere-de hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør. Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik. Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade

Til Jydernes Land

København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg. Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første Teater i Kannikegade. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til "Jydernes Land" igen; "Jeg kan ikke just se, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem" , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.

At glide henover Bølgerne

Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på dampskibet ”Kjøbenhavn” og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.” Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.” De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

Møller Andreas Severin Weis

Aarhus Mølle, 1860. Malet af Bertha Weis

Læge Hans Christian Weis

Aarhus Rådhus 1857 -1941

Brødrene Weis

De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på Hotel Royal. Herfra sendte Fruen et bud til møller Andreas Severin Weis, som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen Hans Christian Weis, der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom Åby Østergård, hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i Malerisamlingen, der holdt til på loftet af Aarhus rådhus. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

Store Torv set mod Lille Torv, 1870.

Den affekterede Kaptajn

På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn Christian Lauritz Svane. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i Aarhus Stiftstidende om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og for-talte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i Kø-benhavn. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”, og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

Fil:Filnavn.jpg

Billedtekst

På Sindssygeanstalten

Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til Sindssygeanstalten i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen Harald Selmer, nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wie-he. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”, lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og gik således også glip af at se kunsten på rådhusets loft.

Fil:Filnavn.jpg

Billedtekst

Fil:Filnavn.jpg

Billedtekst

Hvorledes man har det i det Hotel

At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.” Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie” – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere "et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.” Manden, der hed Larsen, var direktør Frederik Larsen, der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ”Johanne Luises Jammers-Minde.”