14
redigeringer
Pestalozzi: Forskelle mellem versioner
ingen redigeringsopsummering
(Om Barkskibet Pestalozzi, som var et af de mange store sejlskibe der besøgte Aarhus Havn) |
No edit summary |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
Barkskibet Pestalozzi | <big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big> | ||
På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af Emil Andersen Ebbesen (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus. | På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus. | ||
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset | På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer. | ||
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dens hjemmehavn på dette tidspunkt. | For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dens hjemmehavn på dette tidspunkt. | ||
'''Om skibet Pestalozzi'''<br /> | |||
Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet. | Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet. | ||
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes skibenes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibene stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning. | De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes skibenes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibene stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning. | ||