Vejlby IK
Vejlby IK er en idrætsklub i det nordlige Aarhus. Klubben er mest kendt for sin fodboldafdeling.
Vejlby IK Fodbold (forkortet Vejlby IK, VIK) er en dansk fodboldklub, beliggende i Vejlby, i den nordlige ende af Aarhus. Klubben er en selvstændig afdeling under hovedafdelingen Vejlby Idræts Klub, og er således underlagt Vejlby Idræts Klubs fælles vedtægter.
Klubben deler Vejlby Stadion med IK Skovbakken.
Stiftelsen
Klubben blev stiftet den 29. september 1949 af Venge Petersen, Kaj Andersen, Kurt Carlsen og Jørgen Jørgensen under navnet Vejlby Boldklub (VB) og blev den første afdeling under hovedafdelingen, som i dag har mange andre underafdelinger. Foreningen gik imidlertidigt under øgenavnet Vejlby Bondeklub, hvorfor man hurtigt valgte at foretage en ændring af klubbens navn til Vejlby Idræts Klub (VIK).