Constantinsborg: Forskelle mellem versioner

I 1583 overgik gården ved et mageskifte til kong Frederik II. Den var interessant for kongen på grund af de mange muligheder for jagt, de tilhørende skovbesiddelser gav. Stedet forblev under kronen frem til 1661, hvor det kom i hollænderen [[Marselis slægten|Gabriel Marselis]] besiddelse. Overdragelsen skete som et led i dækningen af de store lån, kongen havde oprettet hos Marselisdynastiet i forbindelse med svenskekrigene.  

I 1677 over overtog Gabriel Marselis’ søn Constantin Marselis foruden [[Marselisborg Gods|Havreballegård]], der i 1680 blev ophøjet til baroniet Marselisborg, også stadsgård, som han herefter kaldte Constantinborg. Constantin Marselis foretrak at opholde sig på Constantinborg, som han underkastede omfattende ombygninger. I forbindelse hermed blev der opført en symmetrisk trefløjet barok hovedbygning i bindingsværk samt et tilhørende barokt haveanlæg med faldende etager ned mod Brabrandsøen. I 1703, efter Constantin Marselis død i 1699, indlemmer hans enke Sophie Elisabeth Charisius godset Nygaard under herregården, og opretter derved stamhuset Constantinborg. Samme år gifter hun sig med Baron Peter Rodsteen, et ægteskab, der ligesom hendes forrige ender barnløst, hvorfor Stamhuset efter Sophie Elisabeth Charisius død i 1724 overgår til hendes nevø Christian Charisius. Constantinborg forbliver herefter i Charisiusslægtens besiddelse frem til 1832.

Constantinborgs nuværende hovedbygning er opført i 1802, efter at den forrige hovedbygning nedbrændte i 1801. Manden bag det nye byggeri var Hans Fr. de Fædder Charisius, som også skulle blive den sidste ejer af Constantinborg fra slægten Charisius. Efter Hans Fr. de Fædder Charisius død i 1829 købes stedet i 1832 af Peder Jacob Møller, som ejer det frem til 1866, hvor han afhænder det igen til Generalkonsul Hendrik Pontoppidan. Pontoppidan udfører efter sin overtagelse af stedet en række forskellige ændringer og forbedringer. Blandt andet foretog han en omlægning af haven efter engelsk forbillede, fordi man nu ønskede en mere naturlig udlægning i forhold til den gamle barokhave. På trods af denne omlægning kan man dog stadig i dag fornemme grundtrækkene fra den gamle barokhaves. I 1968 foretog han desuden en modernisering af selve hovedbygningen, som blandt andet omfattede tilføjelsen af et tårn med kobberkuppel. Pontoppidan giver sig også i kast med større nybyggeri på stedet, idet han op gennem 1870’erne lader opføre et temmelig omfattende kompleks af avlsbygninger. Bygningerne blev opført i kampesten, og fordeler sig på to større gårdspladser og en mindre.