Vor Frue Kloster: Forskelle mellem versioner

Omring år 1230 overdrog biskoppen den tidligere domkirke [[Skt. Nicolai Domkirke]] til dominikanerordenen, som ønskede at oprette et kloster i byen. De rev kirken ned og byggede en ny, i dag [[Vor Frue Kirke]], og i løbet af de følgende tohundrede år udbyggede de klosteret med tre fløje. I dag ved vi praktisk talt intet om hvordan klosteret har set ud indvendigt i middelalderen, da man efter reformationen valgte at fjerne alle indvendige mure. Der er dog bevaret nogle flotte kalkmalerier i den vestlige fløj, som menes at være fra reformationsperioden eller lige før.

Dominikanerne var en tiggermunkeorden, som hjalp de fattige og syge og de var derfor populære, også i Aarhus. Klosteret modtog en del gaver og ydede stor hjælp til de personer, som henvendte sig til munkene. Disse måtte dog forlade klosteret i 1530 i optakten til reformationen, hvor mange katolske munke- og nonneordener blev tvunget til at forlade landet.

Efter reformationen blev klosteret overdraget til byen af [[Christian d. 3.]] i 1541, dog med den forordning, at bygningerne skulle bruges som hospital i byen. I den forbindelse valgte man som nævnt at rive de fleste af de indvendige mure ned, så der var plads til bygningernes nye formål: At give ophold til fattige, ældre og syge. I 1620 var der plads til cirka 60 fattiglemmer i det gamle kloster. Efterhånden skulle hospitalet også huse sindssyge i dårekister, som var tremmebure lavet af træ. Omkring år 1800 var hospitalet det sted, hvor man husede de allerfattigste og så mange af byens sindssyge, som der var plads til.

Selv om hospitalet fik tilført en del indtægter i form af andele af tiende i 1500-tallet, så havde de svært ved at klare sig økonomisk. Det skal siges, at hospitaler på dette tidspunkt ikke havde til formål at forsøge at helbrede de syge – de skulle bare give dem ophold og føde. Et sted, hvor syge kunne opholde sig og fokus lå på at de skulle blive raske kom først med de egentlige sygehuse i slutningen af 1700-tallet.

De fattige på hospitalet skulle også arbejde for føden, da man ikke mente, at det hjalp dem til et bedre liv at bare få hjælpen forærende. Arbejdet lå i at spinde, sy eller strikke, afhængig af hvad man havde kræfter til. Omkring år 1790 blev der oprettet en spindeskole for tiggende børn i den vestlige fløj, hvor arbejdet blev kombineret med skolegang i en lille skolestue oprettet til formålet i samme bygning. Skolen blev i 1803 omdannet til en egentlig arbejdsanstalt med både spinderi og klædefabrik.

Omkring år 1800 var der plads til 32 personer i hospitalet og op til 50 børn i spindeskolen. Behovet for plads var dog større og i 1820 fik man inddraget en større del af af klosterbygningerne til fattigvæsenet og stedet blev til Arbejds- og Forsørgelsesanstalt. Nu var der plads til 100 fattige, som kunne bo og arbejde der og 16-20 syge i sygehuset.

Arbejdet var fortsat hårdt og bestod af især spinderi og væveri. På en officiel besigtigelse i 1818 erklærede embedsmanden O. J. Rawert, at stedet var det værste af alle de sygehuse og hospitaler, som han havde set på sin rundrejse i Danmark. Der blev foretaget mindre forbedringer i 1820'erne, men ellers fungerede anstalten på samme vis indtil man flyttede over i [[Fattiggården]] på [[Vester Allé]]. Sidenhen er bygningen blevet brugt som ældreboliger under stiftelsen Vor Frue Kloster i Aarhus.

I årene 1877-79 blev klosterbygningerne bygget om og sat i stand. Hele østfløjen og det meste af nordfløjen blev revet ned og der blev bygget nye bygninger på samme sted. I samme forbindelse blev hospitalets kapel i østfløjen flyttet til vestfløjen. Salen bliver i dag brugt som kirke og kaldes Vor Frue klosters kirke.

Det store bygningskompleks, der gennem århundreder har givet husly til hundredvis af borgere, er nu indrettet med flere lejligheder. Den vestlige fløj indeholder 5 lejligheder. Nordfløjen ved hovedindgangen rummer 3 boliger. Østfløjen med front mod [[Klostertorvet]] blev gennemgribende renoveret i 2011, og her er nu 8 lejligheder foruden en etværelses lejlighed, der anvendes som samlingslokale for beboerne. Desuden findes en portnerbolig placeret i den store klosterhave. Vor Frue Kloster har tilbudt disse lejligheder til personer hjemmehørende i Aarhus Stift, der er fyldt 60 år. Det har endvidere været en betingelse, at man var selvhjulpen ved indflytning.