1.375
redigeringer
Hjemfaldsklausuler i Aarhus: Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
ingen redigeringsopsummering
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| Linje 7: | Linje 7: | ||
=== Hjemfaldsklausul på Langenæs === | === Hjemfaldsklausul på Langenæs === | ||
I 1950’erne gjorde kommunen det til almindelig praksis, at når den solgte jordarealer, skulle grundene underlægges en hjemfaldsklausul, og det var i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet i samme årti, at hjemfaldsdeklarationen blev udarbejdet og formuleret. | I 1950’erne gjorde kommunen det til almindelig praksis, at når den solgte jordarealer, skulle grundene underlægges en hjemfaldsklausul, og det var i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet i samme årti, at hjemfaldsdeklarationen blev udarbejdet og formuleret. En diskussion i byrådet og interne korrespondancer i kommunen, lå forud for beslutningen. | ||
Rådmand [[Jens Christian Sørensen (1895-1963)|Jens Christian Sørensen]] (KF) var den, som rent formelt først henledte [[Aarhus Byråd|byrådet]] og de involverede magistratsafdelingers opmærksomhed på, at kommunen kunne vælge at indføre hjemfaldsklausul på [[Langenæs]]. Det skete i en intern korrespondance 5. april 1951. | Rådmand [[Jens Christian Sørensen (1895-1963)|Jens Christian Sørensen]] (KF) var den, som rent formelt først henledte [[Aarhus Byråd|byrådet]] og de involverede magistratsafdelingers opmærksomhed på, at kommunen kunne vælge at indføre hjemfaldsklausul på [[Langenæs]]. Det skete i en intern korrespondance 5. april 1951. Allerede forinden var tanken dog ofte blevet drøftet i politiske kredse, og enkelte gange tidligere havde man anvendt hjemfaldsklausul i byen (jf. nedenfor). Men nu skulle det være standardpraksis. | ||
Sagen blev taget op og behandlet i byrådet i foråret og sommeren 1952, og det var | Sagen blev taget op og behandlet i byrådet i foråret og sommeren 1952, og det var Jens Christian Sørensen, der præsenterede den. Hjemfaldsklausulen blev mødt med opbakning såvel som modstand, og rådmanden selv var tilhænger. Egentlig var han ikke særlig optaget af økonomien på lang sigt, da han ikke mente, at det var muligt at forudse det økonomiske udfald efter 100 år, og hvor fortjenesten ville ende. I stedet var han mere optaget af, at en hjemfaldsklausul ville gøre det nemmere for byen at ændre på hele områders udformning i fremtiden, når kommunen havde råderet over de bygninger og veje, som lå der. Men han så også en ulempe ved at indføre sådan en klausul, da grundejerne sandsynligvis ville lade bygningerne forfalde i den sidste tid, inden klausulen udløste sig, hvis kommunen stod til bare at overtage grundene med deres bygninger. Problemet kunne derimod undgås, hvis bygningerne blev overtaget efter værdivurdering. | ||
Borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]] (S) var tilhænger af sagen og udtalte, at kommunen gennem hjemfaldsklausulen viste fremsyn, da den ville gøre det nemmere at fjerne slumkvarterer på områderne i fremtiden. Da han selv var formand for [[Boligkommissionen]], som havde til opgave at sanere usunde boliger, var nedrivning af uhensigtsmæssig bebyggelse en sag, som lå ham nær. I den interne korrespondance fremhævede han sikring af byens råderet over jordarealer i fremtiden og sanering som oplagte fordele ved hjemfaldsklausulen. Når det kom til sanering, ville sådan en klausul give kommunen mere frihed, da han havde erfaret, at der ofte var vanskeligheder forbundet med reglerne for boligtilsyn og sanering. Men hvis kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, ville saneringsmulighederne være mere begrænset. | Borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]] (S) var tilhænger af sagen og udtalte, at kommunen gennem hjemfaldsklausulen viste fremsyn, da den ville gøre det nemmere at fjerne slumkvarterer på områderne i fremtiden. Da han selv var formand for [[Boligkommissionen]], som havde til opgave at sanere usunde boliger, var nedrivning af uhensigtsmæssig bebyggelse en sag, som lå ham nær. I den interne korrespondance fremhævede han sikring af byens råderet over jordarealer i fremtiden og sanering som oplagte fordele ved hjemfaldsklausulen. Når det kom til sanering, ville sådan en klausul give kommunen mere frihed, da han havde erfaret, at der ofte var vanskeligheder forbundet med reglerne for boligtilsyn og sanering. Men hvis kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, ville saneringsmulighederne være mere begrænset. | ||
