Århus Oliefabrik: Forskelle mellem versioner

Aarhus Oliefabrik og fabrikkens direktører stod gennem tiden bag flere store donationer og ideer, der fik en direkte indflydelse på byens indretning og funktion. Særligt Martin Frederik Lausens filantropiske projekter har sat deres præg på bybilledet.  

I 1914 begyndte ideerne til et aarhusiansk stadion og en idrætspark at spire. Man manglede idrætsfaciliteter og blev blandt andet inspireret af det nyopførte stadionbyggeri i København. Finansieringen var dog ikke på plads, og man havde svært ved at blive enige om omfanget og placeringen af byggeriet. Først ved Frederik Lausens indtræden som formand for [[Aarhus Gymnastik Forening]] i 1916, begyndte projektet at tage form.

[[Aarhus Stiftstidende]] berettede: ”Der er atter kommet Liv i Planerne om en Stadion i Aarhus, efter at Direktør F. Lausen er blevet formand for Aarhus Gymnastik Forening”. Lausen inviterede repræsentanter fra byrådet på en tur til Stokholm, Malmø og København, hvor man kunne foretage studier af de eksisterende stadioner. Ingeniør [[Johann Heinrich Hermann Gustav Sardemann|Sardemann]] og arkitekt [[Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947)|Axel Høeg-Hansen]] blev ligeledes inviteret med. Lausens initiativer gjorde, at man fik skabt en helhedsplan for projektet.  

Byggeriet blev godkendt af Aarhus Byråd den 16. maj 1918, og man blev enig om, at anlægget skulle ligge ved [[Marselisborgskovene]]. En stor del af finansieringen på 380.000 kr. skulle indsamles hos private donatorer, og Frederik Lausen var en af de største bidragsydere. Derudover kan indsamlingens succes i høj grad tilskrives Lausens indsats og engagement i projektet. Laursen var formand i repræsentantskabet og bestyrelsen for Aarhus Idrætspark fra 1920-1925.  

Lausen var i perioden 1919-1925 medlem af kommissionen af 1919 for oprettelsen af et jysk universitet. Her fremsatte han forslaget om at knytte et erhvervsfakultet til det nye universitet. Erhvervsfakultetet blev senere til det økonomiske fakultet og fik i 1936, som en gave til universitetet, lokaler i fabrikkens bygninger på hjørnet af [[Spanien]] og [[Jægergårdsgade]].

Frederik Lausen var desuden en af mændene bag Marienlund haveby der, efter inspiration fra England, blev opført i 1919 som et alternativ til de tætte og mangelfulde boligforhold, som fandtes i midtbyen. Projektet blev udarbejdet for [[Arbejdernes Andelsboligforening]], og ideen til havebyen byggede formentlig på Lausens ønske om at skabe bedre boligforhold for oliefabrikkens arbejdere. Aarhus Oliefabrik ejede selv meget af den jord, som havebyen skulle opføres på, og fabrikken ville derfor sælge området til kommunen for en god pris.   

Havebyen, der blev døbt [[Skovbakken|’Skovbakken’]], bestod af 35 dobbelthuse og et enkelthus, som blev placeret ved [[Rugbakkevej]], [[Marienlunds Allé]], [[Dronning Margrethes Vej]], [[Skovvangsvej]] og [[Nordre Ringgade]]. Projektet blev tegnet af arkitekt Høeg-Hansen, men planen var oprindeligt, at havebyen skulle have været væsentligt større. Ideen var, at man ville skabe en forstad til Aarhus med 630 mindre villaer og 25 offentlige bygninger, der skulle strække sig over 100 tønder land. Så stort blev projektet dog aldrig. Det vides ikke hvorfor, men en forklaring kan være, at projektet løb ind i økonomiske vanskeligheder.  

Aarhus Oliefabrik har gennem tiden ydet en væsentlig støtte til [[Aarhus Universitet]]. Virksomheden har blandt andet doneret flere store beløb til både byggeprojekter og undervisning, hvilket har bidraget til, at Aarhus Universitet har kunne etablere og udvikle sig.  

Fabrikken donerede til en pengegave til kongeparret i 1937. Det samlede beløb lød på 50.000 kr. Gaven skulle gå til udsmykning af [[Marselisborg Slot]] og var samlet ind af borgere og større institutioner i Aarhus.  

Aarhus Oliefabrik har således være en vigtig bidragsyder til adskillige lokale projekter i Aarhus. Fabrikken var en af byens største virksomheder og markerede sig også som en af byens største donatorer og initiativtagere. Flere direktører så fordele i at støtte op om lokale projekter, der ofte også kunne få betydning for fabrikkens vilkår i byen. Kulturelle og uddannelsesmæssige tiltag kunne nemlig skabte bedre muligheder for erhvervslivet. Aarhus by fremstod dermed som et sammenhængende organ, hvor projekter på kryds og tværs kunne styrke byen som helhed.