AGF Fodbold: Forskelle mellem versioner

Selvom der var flere fodboldklubber i Aarhus i 1920’erne, bl.a. det i 1918 oprettede [[Arbejdernes Idrætsklub Århus]] (AIA), stod der AGF på det sportslige, som gennem 20’erne spillede mange vigtige kampe på det nye stadion. I 1921 og 1923 vandt man det det jyske mesterskab og provinsmesterskabet. De vundne mesterskaber skyldtes især fire spillere som udmærkede sig: Målmanden [[Carl Voigt]],  back’en [[Kaj Andersen]], venstre wing [[Knud Thiede]] og AGF’s første landsholdsspiller [[Haldur Lastein]], der senere flyttede til København og spillede for B93.

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semifinale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

[[Fil:B775100-CD0273-090567.jpg|400px|thumb|right|Fyldte tribuner til rivalopgøret mellem AGF og Randers Freja d. 27. august 1933.]]

Med provinsmesterskabet hjemme var man klar til kampen om danmarksmesterskabet, der blev spillet som en kamp mellem provinsmesteren og københavnsmesteren. Normalt blev kampen spillet på provinsmesterens bane, men i 1925 slog DBU’s sekretær, alene på sit kontor, terning om placeringen, og københavnsmestrene KB fik hjemmebane. Selvom KB blev anset som favoritter, var man i den københavnske presse positivt indstillet overfor AGF, der blev beskrevet som værende fri for det man kaldte provinsspil, altså knokkelspil. Selvom flere af AGF’s spillere også blev beskrevet i rosende vendinger forsvarede KB favoritværdigheden og vandt kampen 9-2. Herefter blev det sagt at aarhusianerne godt vidste hvordan man skulle spille. De var dog for langsomme og kunne ikke samtidigt tæmme bolden og finde ud af hvad de skulle gøre med den, så det blev svært for dem at sætte deres ellers gode vilje igennem. Med i regnestykket skal man dog huske, at det først i 1954 lykkedes provinsen, repræsenteret ved Køge Boldklub, at vinde danmarksmesterskabet.  

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrige var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold. I 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre økonomisk. I maj 1927 lykkedes det at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på [[Hotel Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF. De kunne være nogenlunde med spillemæssigt, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide, at man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning om at englænderne nok havde skruet lidt ned for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.