Vestergadekvarteret: Forskelle mellem versioner

Vestergadekvarteret udviklede sig til at være en bydel for handel og kirken modsat området inden for volden, hvor kongen herskede.

I 1180 døde [[Skt. Niels af Århus|Niels Knudsen]] i Aarhus. Niels Knudsen blev ikke officielt helgenkåret af paven, men mange mennesker rejste alligevel til bydelen omkring Domkirken og Vestergade, og pengegaverne strømmede til Domkirken. Af frygt for, at bispestolen ville vende sig mod ham sørgede kong valdemar for at opføre en ny domkirke inden for voldene. Kongens Aarhus blev således identisk med kirkens Aarhus.  

Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, [[Klosterport]], [[Klostergade]] og [[Grønnegade]]. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført [[Århus Hospital]] eller [[Sct. Catharinas Gård]] – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de 6 nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på [[Claus Berg]]s værksted.

De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Århus hårdt. Handelsflåden svandt ind og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blandet med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.

Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. [[Søren Frich (1827-1901)|Fabrikant Frichs]] anlagde [[Frichs fabrikken|et stort jernstøberi]], hvor senere [[Regina-Teatret|Reginakrydset]] opstod. Her støbte man bl.a. tagkonstruktionen til den nye banegård. Århus blev jernbaneknudepunkt med [[Hammelbanen]] som den sidste i 1901.

Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot leverede råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. [[Nygade]] og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

[[Fil:Svalegangen,_1962.jpg|thumb|400px|Teatret Svalegangen blev født i et lille interimistisk baglokale i Vestergade 38. På svalegangen, som førte op til et baglokale med blot 52 pladser, ses de fire grundlæggere skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist, John Hahn-Petersen sammen med antikvitetshandler Finn Bøckmann. Skuespillerne fik af deres arbejdsgiver, Aarhus Teater, lov til at spille på det lille teater, når de var færdige med forestillingerne på Store Scene. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 18. november 1962, i Århus Stiftstidende, Den Gamle Bys billedsamling]]