Anonym

Louisenhøj: Forskelle mellem versioner

Fra AarhusWiki

Louisenhøj (vis kildekode)

Versionen fra 4. jan. 2021, 11:02

2.695 bytes tilføjet ,  4. januar 2021
ingen redigeringsopsummering
No edit summary
No edit summary
Linje 1: Linje 1:
[[Fil:B775100 CD0019 010918.jpg|300px|thumb|right|Mor og søn fotograferet foran Louisenhøj set fra [[Carl Nielsens Vej]] (tidligere Holmevej) omkring 1907.]]
[[Fil:B775100 CD0019 010918.jpg|450px|thumb|right|Mor og søn fotograferet foran Louisenhøj set fra [[Carl Nielsens Vej]] (tidligere Holmevej) omkring 1907.]]


'''Louisenhøj''', nedlagt skovridergård og ejendom i [[Marselisborgskovene]], ved nuværende [[Carl Nielsens Vej]] og [[Niels W. Gades Vej]]. Ejendommen blev opkaldt efter komtesse og geheimekonferensrådinde ''Louise Charlotte Güldencrone'', enke efter lensbaron [[Frederik Julius Christian Güldencrone]] til [[Marselisborg Gods|Marselisborg]]. Den blev med tiden hjem for flere historiske personer og til sidst en del af [[Stefanshjemmet]].  
'''Louisenhøj''', nedlagt skovridergård og ejendom i [[Marselisborgskovene]], ved nuværende [[Carl Nielsens Vej]] og [[Niels W. Gades Vej]]. Ejendommen blev opkaldt efter komtesse og geheimekonferensrådinde ''Louise Charlotte Güldencrone'', enke efter lensbaron [[Frederik Julius Christian Güldencrone]] til [[Marselisborg Gods|Marselisborg]]. Den blev med tiden hjem for flere historiske personer og til sidst en del af [[Stefanshjemmet]].  


===Louisenhøj skabes===
=== Schippersklint og skovridere ===
Louisenhøj var oprindeligt en skovriderbolig i 15 fag, hvor der hørte en del jord til. Gården var ejet af herregården [[Marselisborg Gods|Marselisborg]], og skovrideren havde det overordnede opsyn med [[Marselisborgskovene|Marselisborgsskovene]] og tørveopgravningen i området. I 1700-tallet blev gården formodentligt kaldt for Schippersklint efter skovrider Søren Schipper. Det er dog ikke muligt at fastslå med sikkerhed om Schippersklint og Louisenhøj er identiske, men meget kunne tyde på, at der er tale om samme gård.


Huset var hjem for geheimekonferentsrådinde Louise Charlotte Güldencrone i 7 år, fra 1840 til 1847. Stedet var en gammel skovridergård i 15 fag, hvor der hørte en del marker til. For at huset skulle være standsmæssigt passende for den adelige frue, blev der foretaget radikale ombygninger af ejendommen. Af de 15 fag, som huset bestod af, rev man alle ned undtagen 4 i den vestlige ende. Herefter opførtes et stort grundmuret hus, 20 gange værdien af det tidligere stuehus.  
Marselisborgs skovrider var en mand af en vis position, og Søren Schipper havde både ride- og køreheste, flere pistoler samt tre gode jagtgeværer. Schipper døde i 1799 og blev efterfulgt af skovrider August Techau, der igen blev efterfulgt af skovrider Georg Wilhelm Hampe. Under Hampes virke bliver navnet Louisenhøj første gang brugt. Ved Hampes død i 1823 ophørte Louisenhøj med at fungere som skovriderbolig, og en ny sådan blev taget i brug i [[Kirkeskoven]].  


I 1847 flyttede Louise Charlotte Güldencrone ud af ejendommen. I stedet købte proprietær ''Waldemar Møller'' ejendommen d. 1. november. Han boede på gården i 13 år, før han i 1860 flyttede ud. Han beholdt dog fortsat ejendommen, men lejede den ud til generalmajor ''[[Frederik Gotthold v. Müller]]''. Generalmajoren var en dekoreret officer, der bl.a. havde været med i [[Rytterfægtningen]] 31. maj 1849 under general [[Olaf Rye]]. Generalmajoren boede der med sine tjenestefolk i en årrække. Han flyttede ind sammen med sin kone, som dog døde kort tid efter. Efter hendes død insisterede Frederik Müller på, at huset skulle forblive, som da hun endnu levede. Værelset i husets gavl, med udsigt over Aarhus Bugt, forblev derfor ”hendes værelse”, og på en høj, hvor parret ofte gik tur, lå fortsat 'Generalindens Bænk', som dog efter hendes død blev plantet til med guldregn og syrener.   
===En adelig opgradering===
Indtil 1839 blev Louisenhøj lejet af friherre, baron Friedrich Conrad Christian Detlef Maximilian Gersdorff, der var onkel til ejeren af Marselisborg, [[Christian Alexander von Gersdorff|Christian Alexander Gersdorff]]. Efter onkel Gersdorffs død flyttede stedets navnemoder, geheimekonferensrådinde Louise Charlotte Güldencrone, ind på Louisenhøj. Hun var anden hustru til lensbaron [[Frederik Julius Christian Güldencrone]], der tidligere havde været ejer af Marselisborg, og dermed også skovridergården under Hampes tid.
 
Den gamle skovridergård var dog ikke standsmæssig for en adelige frue. Derfor blev der foretaget radikale ombygninger af Louisenhøj. Af de 15 fag, som huset bestod af, rev man alle ned undtagen fire i den vestlige ende. Herefter opførtes et stort grundmuret hus, tyve gange værdien af det tidligere stuehus.
 
I 1847 flyttede Louise Charlotte Güldencrone ud af ejendommen. I stedet forpagtede proprietær ''Waldemar Møller'' ejendommen 1. november. Han boede på gården i 13 år, før han i 1860 flyttede ud. Han beholdt dog fortsat ejendommen, men lejede den ud til generalmajor ''[[Frederik Gotthold v. Müller]]''. Generalmajoren var en dekoreret officer, der bl.a. havde været med i [[Rytterfægtningen]] 31. maj 1849 under general [[Olaf Rye]]. Generalmajoren boede der med sine tjenestefolk i en årrække. Han flyttede ind sammen med sin kone, som dog døde kort tid efter. Efter hendes død insisterede Frederik Müller på, at huset skulle forblive, som da hun endnu levede. Værelset i husets gavl, med udsigt over Aarhus Bugt, forblev derfor ”hendes værelse”, og på en høj, hvor parret ofte gik tur, lå fortsat 'Generalindens Bænk', som dog efter hendes død blev plantet til med guldregn og syrener.   


I 1873 flyttede Müller ud, og proprietær ''E.H.B. Petersen'' lejede sig ind. Han boede her dog kun i to år.  
I 1873 flyttede Müller ud, og proprietær ''E.H.B. Petersen'' lejede sig ind. Han boede her dog kun i to år.  


Kammerråd ''[[Niels Rasmus Erichsen (1814-1900)|Niels Rasmus Erichsen]]'' og sønnen, proprietær ''Fr. Erichsen'' forpagtede Louisenhøj fra 1875. Kammerråd Erichsen var selv dette år blevet valgt ind i [[Aarhus Byråd]]. Han var medlem af [[Aarhus Borgerlige Skydeselskab]], hvor han i 1878 blev formand frem til 1881. Kammerråd Erichsen var kendt som en af Jyllands allerstørste landmænd.
Kammerråd ''[[Niels Rasmus Erichsen (1814-1900)|Niels Rasmus Erichsen]]'' og sønnen, proprietær ''Fr. Erichsen'' forpagtede Louisenhøj fra 1875. Kammerråd Erichsen var selv dette år blevet valgt ind i [[Aarhus Byråd]]. Han var medlem af [[Aarhus Borgerlige Skydeselskab]], hvor han i 1878 blev formand frem til 1881. Kammerråd Erichsen var kendt som en af Jyllands allerstørste landmænd. Skødet stod dog i sønnens navn, og hvor det er tvivlsomt, hvor meget kammeråd Erichsen havde med gården at gøre.


===Kommunal ejendom===
=== Landbruget på Louisenhøj ===
Ejendommen blev lagt om i 1881, sandsynligvis i forbindelse med, at ejendommen overgik fra Waldemar Møller til [[Aarhus Kommune|kommunens]] ejerskab. Herefter kunne huset forpagtes separat fra markerne. Der opførtes et lille bindingsværkshus, hvor ''Carl Rasmussen'' flyttede ind. Han forpagtede herefter landbrugsjorden, imens boligen blev udlejet til kunstner og fotograf, ''[[Andreas Fritz]]''. Han holdt meget af Marselisborgskoven og brugte gennem tiden både haven og skoven som motiver.  
Til Louisenhøj hørte også marker, og der var udover heste også andre dyr på gården. I 1825 hørte der ca. 20 tønder land til gården, mens det i 1847 blev angivet til ca. 30 tønder land. I 1840 fandtes der ud over det nye hovedhus også en ti-fags hestestald, et lille bagehus, et otte fags hus, der blev brugt til stald, huggehus og rullehus og en ni-fags ladebygning.  


Aarhus Kommune overtog Marselisborgskoven i 1899, og i den forbindelse forbeholdt kommune sig retten til at sælge nogle af markerne fra Louisenhøj. Besiddelserne svandt ind, og man havde herefter kun plads til seks køer og to heste. Det kunne man mærke få år efter, da en del af den solgte jord blev udstykket til boliger. Bebyggelsen skete bl.a. på en del at Louisenhøjs have.  
At der blev drevet landbrug fra gården kan også ses fra forskellige annoncer indrykket i avisen. 1826 blev der udlovet gode drikkepenge til den, der kunne angive, hvem der var gerningsmanden bag tre gæs’ forsvinden fra gården. Ved Gersdorffs død i 1839 blev der på auktion blandt andet solgt seks køer og syv får samt forskellige landbrugsredskaber, i 1846 blev der reklameret for salg af mælk og knapost fra gården, og i 1875, da proprietær Petersen flyttede fra gården, blev der desuden solgt mejeri- og bryggeriredskaber.


Andreas Fritz døde i 1906. Herefter ønskede kommunen at sælge ejendommen, så den kom i privat eje. Dog blev kommunens mindstepris ikke accepteret. Man fortsatte med at leje ud herefter. Dog skulle den nye lejer nedlægge alle sidebygninger, stalde og tilbygninger. Herefter nedlagdes landbruget.
I 1881 blev ejendommen splittet op i to lejemål, så den fine hovedbygning blev lejet ud særskilt fra landbruget. For at styre landbruget blev der opført en ny forpagterbolig til Carl Rasmussen, der drev Louisenhøjs landbrug, mens kunstner og fotograf [[Andreas Fritz]] flyttede ind i hovedbygningen. Fritz var landskabsmaler, og Marselisborgskovene var hans yndlingsmotiv. Det er også takket være Fritz, at vi i dag kan se de ældst kendte fotografier fra skovene og byen helt tilbage til 1860’erne.


Den nye lejer var fabrikant ''[[Hilmar Vestesen (1860-1943)|Hilmar Vestesen]]''. Han var fra 1885 medindehaver af [[Frichs fabrikken|Frichs]]. Han rev noget ned og byggede desuden stuehuset om, så det fik en sidefløj i vestenden og en karnap i østgavlen, vendt mod havet.


Vestesen flyttede fra Louisenhøj i 1916, hvorefter kommunen endelig fik solgt ejendommen. Det var landbrugskandidat ''J.J. Jespersen'', der købte ejendommen, hvor han senere flyttede ind. Han boede dog kun i huset indtil 1919. Her blev det solgt til den aarhusianske filmmand ''[[Thomas Sørensen Hermansen]]''. Han solgte det allerede igen året efter, i 1920. Det forlød, at han havde købt ejendommen for 150.000 kr, og kunne sælge den for 270.000 kr.
=== Kommunen ville af med Louisenhøj ===
I 1896 købte [[Aarhus Kommune]] herregården Marselisborg med al dens jord og tilhørende bygninger – herunder Louisenhøj. Kommunen var ikke specielt interesseret i at drive landbrug, men ville meget hellere have Louisenhøj solgt og dets marker udstykket til villagrunde. Ved Fritz' død i 1906 blev ejendommen derfor sat på auktion, uden at det lykkedes at nå mindsteprisen. Louisenhøj blev derfor atter udlejet under betingelse af, at den nye lejer, fabrikant [[Hilmar Vestesen (1860-1943)|Hilmar Vestesen]] fra [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]], fik fjernet alle landbrugsbygningerne. Det blev de, og landbrugsdagene på Louisenhøj var definitivt slut. Vestesen byggede desuden stuehuset om, så det fik en sidefløj i vestenden og en karnap i østgavlen, vendt mod havet.
 
I 1916 kom Louisenhøj for første gang i private hænder, da den blev købt af landbrugskandidat J.J. Jespersen, hvor han senere flyttede ind. Han boede dog kun i huset indtil 1919. Her blev det solgt til den aarhusianske filmmand ''[[Thomas Sørensen Hermansen]]''. Han solgte det allerede igen året efter, i 1920. Det forlød, at han havde købt ejendommen for 150.000 kr, og kunne sælge den for 270.000 kr. Hermansen fik ejendommen solgt til direktøren for [[Aarhus Oliefabrik]], ''[[Janus Ørum Petersen]]''. Ørum Petersens ejendom blev sat på auktion i 1923.  


===Stefanshjemmet===
===Stefanshjemmet===
Ved denne lejlighed var menighedsplejerne og ''Diakonhøjskolen'' højestbydende med 60.000 kr. Disse ønskede indrettet et hjem for kronisk syge. Hjemmet fik navnet [[Stefanshjemmet]]. Stefanshjemmet blev indviet d. 14. september 1923.
Institutionen byggede løbende en del til. I 1932 opførte man bl.a. en grå bygning ved siden af Louisenhøj - en ny kvindeafdeling, og i 1960'erne kom en helt ny moderne bygning, der betød enden for en af de gamle strandvejsvillaer. Til sidst var der dog ikke mere plads at udvide på.
16. marts 1972 søgte bestyrelsen fra Stefanshjemmet [[Aarhus Byråd]] om tilladelse til at nedrive Louisenhøj med begrundelsen, at den lå i vejen for yderligere udvidelser. Tanken var ikke ny, og debatten havde forud for ansøgningen kørt siden 1967. Udvalget for bevaring af gamle bygninger modsatte sig anmodningen, men da både magistraten og Det Sociale Udvalg anbefalede indstillingen, blev der på byrådsmødet 8. juni 1972 givet tilladelse til nedrivningen. Kun [[Inger Lillelund (1923-2013)|Inger Lillelund]] fra [[Det Radikale Venstre|de Radikale]] og [[Ole Nørgaard Madsen]] fra [[Socialdemokratiet]] stemte imod forslaget. Fire måneder senere var Louisenhøj væk.


Hermansen fik ejendommen solgt til direktøren for [[Aarhus Oliefabrik]], ''[[Janus Ørum Petersen]]''. Ørum Petersens ejendom blev sat på auktion i 1923. Ved denne lejlighed var menighedsplejerne og ''Diakonhøjskolen'' højestbydende med 60.000 kr. Disse ønskede indrettet et hjem for kronisk syge. Hjemmet fik navnet [[Stefanshjemmet]]. Stefanshjemmet blev indviet d. 14. september 1923.


Institutionen byggede løbende en del til. I 1932 opførte man bl.a. en grå bygning ved siden af Louisenhøj - en ny kvindeafdeling. Til sidst var der dog ikke mere plads at udvide på. I 1967 begyndte Stefanshjemmets bestyrelse at tale om at rive den gamle bygning ned for at opføre noget nyt. Bestyrelsen mødte dog modstand fra Udvalget for bevaring af gamle bygninger i Aarhus, som gik ind i sagen. Det blev en lang debat, som fik sin afslutning d. 8. juni 1972. Byrådet vedtog at tilslutte sig Stefanshjemmets ønske om at rive bygningen ned. Louisenhøj var væk få måneder senere.


==Litteratur==
==Litteratur & kilder==
* [[Bernhardt Jensen (1910-1978)|Bernhardt Jensen]] og Peder Jensen: ”Marselisborgskovene”: Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus 1974.
* [[Bernhardt Jensen (1910-1978)|Bernhardt Jensen]] og Peder Jensen: ”Marselisborgskovene”: Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus 1974.
* August F. Schmidt ”Viby Sogns Historie”, bd. 1, udgivet af Viby kommune, 1942.
* August F. Schmidt ”Viby Sogns Historie”, bd. 1, udgivet af Viby kommune, 1942.
Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/wiki/Speciel:MobileDiff/55436"