11.873
redigeringer
Aarhus Teater: Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
ingen redigeringsopsummering
Mns (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
No edit summary |
||
| Linje 4: | Linje 4: | ||
I begyndelsen af 1800-tallet arrangerede Det forenede dramatiske Selskab musik og skuespil på [[Løveapoteket]], hvor en hel etage blev indrettet til teater og balsal med plads til 200 mennesker. Selskabet havde mange medlemmer tilfælles med en anden kulturel forening under navnet Kronprindsens Klub. De to foreninger gik sammen i 1814 i foreningen "Polyhymnia", og den nye forening gik straks i gang med at opføre en egentlig teaterbygning i [[Kannikegade]]. Teatret blev indviet i 1816, og salen kunne rumme ca. 500 tilskuere. Amatørismen gik af mode, og i 1822 ophørte Polyhymnia som dramatisk selskab og forblev frem til nedlæggelsen i 1978 en rent selskabelig forening. Teatret i Kannikegade blev udlejet til omrejsende selskaber og musikopførelser, og denne anvendelse fortsatte efter at teatret overgik til privateje i 1851. Ved en ombygning i 1854 blev teatret udvidet til at kunne rumme ca. 700 tilskuere. Oprindelig var teatret veludstyret af et provinsteater at være, men tiden løb efterhånden fra det. På grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret tilnavnet "Svedekassen", men det var også kendt som en brandfælde. Blandt de mange forskellige gæsteoptrædener i teatret var der lejlighedsvis også skuespillere fra Det Kongelige Teater. | I begyndelsen af 1800-tallet arrangerede Det forenede dramatiske Selskab musik og skuespil på [[Løveapoteket]], hvor en hel etage blev indrettet til teater og balsal med plads til 200 mennesker. Selskabet havde mange medlemmer tilfælles med en anden kulturel forening under navnet Kronprindsens Klub. De to foreninger gik sammen i 1814 i foreningen "Polyhymnia", og den nye forening gik straks i gang med at opføre en egentlig teaterbygning i [[Kannikegade]]. Teatret blev indviet i 1816, og salen kunne rumme ca. 500 tilskuere. Amatørismen gik af mode, og i 1822 ophørte Polyhymnia som dramatisk selskab og forblev frem til nedlæggelsen i 1978 en rent selskabelig forening. Teatret i Kannikegade blev udlejet til omrejsende selskaber og musikopførelser, og denne anvendelse fortsatte efter at teatret overgik til privateje i 1851. Ved en ombygning i 1854 blev teatret udvidet til at kunne rumme ca. 700 tilskuere. Oprindelig var teatret veludstyret af et provinsteater at være, men tiden løb efterhånden fra det. På grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret tilnavnet "Svedekassen", men det var også kendt som en brandfælde. Blandt de mange forskellige gæsteoptrædener i teatret var der lejlighedsvis også skuespillere fra Det Kongelige Teater. | ||
[[Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1904.jpg|350px|thumb|right|Brevkort med motiv af Aarhus Teater, som det så ud i 1904 efter færdiggørelsen.]] | [[Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1904.jpg|350px|thumb|right|Brevkort med motiv af Aarhus Teater, som det så ud i 1904 efter færdiggørelsen.]] | ||
Byens store vækst i befolkningstal og økonomisk aktivitet i 1800-tallets sidste årtier skabte grundlaget for et omfattende fritids- og forlystelsesliv, bl.a. i [[Vennelystparken]]. Jævne folk kunne til en overkommelig pris overvære dramatik og musik opført af trænede udøvere, af udmærket kvalitet, og underholdningsværdien var så god som nogensinde. Skuespillet trivedes som håndværk i Århus, men ikke som kunstart. Situationen vendte, da en kreds af byens rigeste mænd i 1897 gik sammen om at danne Aktieselskabet Aarhus Nye Theater. Der blev opført en stor og pragtfuldt udstyret teaterbygning på [[ | Byens store vækst i befolkningstal og økonomisk aktivitet i 1800-tallets sidste årtier skabte grundlaget for et omfattende fritids- og forlystelsesliv, bl.a. i [[Vennelystparken]]. Jævne folk kunne til en overkommelig pris overvære dramatik og musik opført af trænede udøvere, af udmærket kvalitet, og underholdningsværdien var så god som nogensinde. Skuespillet trivedes som håndværk i Århus, men ikke som kunstart. Situationen vendte, da en kreds af byens rigeste mænd i 1897 gik sammen om at danne Aktieselskabet Aarhus Nye Theater. Der blev opført en stor og pragtfuldt udstyret teaterbygning på [[Bispetorvet]], og åbningen fandt sted den 15. september 1900. Aarhus Theater fik fast adresse i bygningen, ligesom teatret også fik en fastlønnet skuespillerstab og administration. Samtidig blev Svedekassen revet ned og erstattet med et posthus. Teaterbygningen, der var tegnet af arkitekt [[Hack Kampmann]] (1856-1920), kunne rumme omkring 1000 mennesker. Grundplanen var orienteret mod barokken, mens teatrets indre var præget af tredimensionel rummelighed. Udsmykningen med dens righoldige ornamentik i jugendstil og gyldne farver var præget af romantikken. | ||
[[Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1915.jpg|350px|thumb|left|Skuespillere ved Aarhus Teater 1915.]] | [[Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1915.jpg|350px|thumb|left|Skuespillere ved Aarhus Teater 1915.]] | ||
Stifterkredsens motiver til at finansiere teatrets opførelse er blevet udlagt forskelligt af historikerne. Det var borgerskabets teater, og som sådan var dets indstiftelse en demonstration af gruppesammenhold og vilje til aktiv kulturpolitik fra pengeelitens side. Billetprisen var dog ikke socialt ekskluderende, om end der var stor forskel på priserne for de bedste og dårligste tilskuerpladser. Hvis der lå en politisk linje i repertoiret, gik den nærmest i retning af at dyrke forestillingen om landlivet som den rigtigste eksistensform, men som led i denne linje kom også husmandsvenner som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg på plakaten. Uanset hvad stiftelseskredsen end måtte have haft af politiske bagtanker, fik teatret hurtigt sit eget liv og udviklede sin egen identitet. Stifterne havde håbet, at staten hurtigt ville træde til med store årlige beløb til teatrets drift, men der gik mange år, inden håbet blev indfriet. I de første år af teatrets eksistens var dets situation meget trykket, og den første direktør fra 1899 til 1908, Benjamin Pedersen (1851-1908), opnåede stor anerkendelse, men sled sig selv op i stillingen. | Stifterkredsens motiver til at finansiere teatrets opførelse er blevet udlagt forskelligt af historikerne. Det var borgerskabets teater, og som sådan var dets indstiftelse en demonstration af gruppesammenhold og vilje til aktiv kulturpolitik fra pengeelitens side. Billetprisen var dog ikke socialt ekskluderende, om end der var stor forskel på priserne for de bedste og dårligste tilskuerpladser. Hvis der lå en politisk linje i repertoiret, gik den nærmest i retning af at dyrke forestillingen om landlivet som den rigtigste eksistensform, men som led i denne linje kom også husmandsvenner som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg på plakaten. Uanset hvad stiftelseskredsen end måtte have haft af politiske bagtanker, fik teatret hurtigt sit eget liv og udviklede sin egen identitet. Stifterne havde håbet, at staten hurtigt ville træde til med store årlige beløb til teatrets drift, men der gik mange år, inden håbet blev indfriet. I de første år af teatrets eksistens var dets situation meget trykket, og den første direktør fra 1899 til 1908, Benjamin Pedersen (1851-1908), opnåede stor anerkendelse, men sled sig selv op i stillingen. | ||
