Århus Stiftstidende: Forskelle mellem versioner

I 1840 blev den første ansøgning om bevilling til at oprette yderligere et bogtrykkeri i Aarhus indsendt til forvaltningen i København. Bag den stod [[Mads Bjørn Falkenberg]], der selv var udlært som typograf ved Elmquists trykkeri. Ansøgningen, der lagde vægt på byens seneste vækst, måtte imidlertid først godkendes i [[Aarhus Byråd#Aarhus Borgerrepræsentation| Aarhus borgerrepræsentation]]. Her var medlemmerne ikke overbeviste om, at byen på det tidspunkt kunne opretholde endnu et trykkeri, hvorfor ansøgningen afvistes.

Nu synes portene imidlertid at have åbnet sig, og i de følgende år indsendes flere ansøgninger – af Falkenberg og andre. Samtidig ser der ud til at være opstået en begyndende irritation i byen, over hvad man opfatter som Elmquists udnyttelse af sit bogtrykkermonopol. Det kommer til udtryk i ansøgningerne, der bl.a. fremhæver Elmquists store formue, og i borgerrepræsentationen, hvor flere medlemmer beklager sig over det, der opfattes som bogtrykkeriets urimeligt høje priser.

Endelig i januar 1846 åbnes et nyt stentrykkeri af typograf [[Magnus Heymann]]. Stentrykkerierne kræver ikke privilegium, og inden længe begynder Heymann at udsende en række mindre tryksager derfra. Samtidig kæmper Elmquist imod udstedelsen af nye privilegier: han afviser påstandene om, at han har flere bestillinger end han kan nå at ekspedere, og fremhæver stentrykkens konkurrence, og en deraf faldende ordremængde. Lige lidt hjælper det: Magistraten og borgerrepræsentationen har fået nok af Elmquist, der bl.a. anklages for en ''”overdreven Hang til Penge”''. (Sejr, s. 132)

Måske var der faktisk noget om det: Det er i hvert fald ikke den eneste gang Elmquist er beskrevet som en mand, der værnede om sine pengesager. Hans brud med St. St. Blicher sidst i 1820’erne synes at have været, i hvert fald delvist, forårsaget af uenighed om Blichers honorar, og Elmquist skal også have været kendt for altid at udsætte betalingen af f.eks. håndværkere så længe som muligt.

Hvorom alting er, blev Elmquist en velhavende mand. Avisen var en succes, og i løbet af 1840’erne nåede annonceindtægterne op på over 3000 rigsdaler årligt, for i 50’erne at nå over 4000. I 1860’erne var Elmquist en af byens største skattebidragere.