Svend Unmack Larsen (1893-1965): Forskelle mellem versioner

Skønt Unmack Larsen egentlig var en friluftsnatur, som hellere ville have uddannet sig til skovrider end til jurist, var han i sjælden grad knyttet til Aarhus. Her var han født og vokset op, og hans barndom på fattiggården, hvor hans fader var inspektør, stillede ham tidligt over for de sociale problemer. Han har selv i nogle erindringer med lune og menneskelig forståelse fortalt om "denne blanding af tragedie og barok, makaber komik", som afsløredes ved omgangen med datidens fattiglemmer, der var en yderst broget forsamling. Drengen registrerede kun disse tragedier men senere "i en modnere alder blev de taget frem til overvejelse og bedømmelse", og der er ingen tvivl om, at barndomsindtrykkene fra fattiggården var med til at præge hans sociale synspunkter, åbne hans øjne for samfundets skyggesider: Konfrontationen med alkoholismens tragiske følger, som ikke mindst var iøjnefaldende, virkede så stærkt på ham, at han selv hele ungdomstiden igennem var afholdsmand. Efter at være blevet student fra Aarhus Katedralskole studerede han jura efter den strenge faders ønske - eller om man vil ordre - blev cand.jur. 1918 og havde derefter i de følgende år en normal juridisk karriere. Unmack Larsen blev i 1918 byfogedfuldmægtig i Randers og var fra 1919 dommerfuldmægtig i Aarhus kriminalret.  

I Staunings berømte notesbog var Unmack Larsen for længst opført som en politisk mulighed, og det førte til, at han i september 1939 - efter eget sigende modstræbende — trådte ind i ministeriet Stauning som justitsminister. Her oplevede han 9. april 1940 og kom på denne tunge dag i nær kontakt med kong Christian og følte altid senere stor hengivenhed for kongens person, som det også smukt kom til udtryk i hans tale ved afsløringen af Christian X's rytterstatue på [[Bispetorvet]] i 1955. Da samlingsregeringen dannedes i sommeren  1940, gled Unmack Larsen ud og erstattedes, vistnok efter tysk »henstilling«, af en ikke-politiker.

Unmack Larsen var en umådelig flittig borgmester. Han mødte som den første om morgenen og sad ofte på sit kontor om aftenen og om søndagen. Han syntes at have ubegrænset arbejdsevne, i hvert fald i perioder, men han var ingenlunde en papir-borgmester, tværtimod elskede han at dukke op uanmeldt på institutionerne, som regel i sit bedste lune. Han fik på denne måde et uformelt indtryk af det daglige arbejde og de enkelte personer. Noget af det første, han kastede sig over, var boligspørgsmålet. Det var på hans initiativ, man søgte at afhjælpe den værste bolignød ved opstilling af elementhuse og ved køb af finske trævillaer. Det var også Unmack Larsen, der som formand for boligkommissionen fik sat fart i det socialfilantropiske boligbyggeri. Allerede før han blev borgmester, havde han som formand for det lokale naturfredningsnævn gjort sig store anstrengelser for at beskytte egnens naturværdier. Som borgmester gik han aktivt ind i arbejdet for at sikre befolkningen stranden og skovene mod syd ved kommunens erhvervelse af Fløjstrup skov og Mariendals jorder. Også anlægget af [[Brabrandstien]] skyldes hans idé og initiativ. Endelig havde alle kulturelle spørgsmål hans varme interesse. Selv var han ivrig amatørarkæolog, og musik, teater, billedkunst og biblioteksvæsen støttede han så vidt muligt, i ønsket om, at enhver borger skulle have let adgang til de åndelige værdier, som kunne hentes her. Han sad i bestyrelsen for de fleste af byens kulturelle institutioner, og ved sin 60 års fødselsdag blev han hyldet med et lokalhistorisk festskrift "Seksten Århusrids", tilegnet ham som en tak for hans »alsidige og aktive deltagelse i arbejdet for fremme af byens kulturliv«. Meget fik U.L. udrettet i sin borgmesterperiode, for både menneskeligt og politisk havde han format ud over det almindelige.  

I Unmack Larsens velmagtsdage kunne man undertiden søndag formiddag temmelig tidligt - han var morgenmand - træffe ham på spadseretur rundt om i byen. Han var måske nok på inspektion og noterede sig ting, der trængte til at rettes, samt kiggede ind i saneringsmodne baggårde og lignende. Men fuldt så meget glædede han sig over at se byen gro på alle kanter, i form af havnens udvidelser og bygninger under opførelse. Han kendte byen i detaljer og tog det alt sammen til sig, for han elskede Aarhus og ønskede at gøre noget for dens trivsel.