Christian Peter Hertz (1796-1875): Forskelle mellem versioner

===Hertz i Aarhus===

Hertz blev handelsuddannet i Randers. Herefter blev han ansat hos [[Mussmann & Schwedler]] i Aarhus. Firmaet gik fallit i 1818, hvorefter Hertz blev ansat som privatlærer for købmand [[Niels Scheiby]]s børn og som keglerejser hos konditor [[Schucany]] og på [[Jægergården]].  

I 1820 blev han ansat som fuldmægtig ved prokurator Jørgen Nielsen. På samme tid begyndte han at afholde auktioner. De startede med kvartalsauktioner af små ting og blev efter tiden øget til at foregå månedligt. I 1839 blev [[Sparekassen for Aarhus By og Omegn]] oprettet, og Hertz blev ansat som kasserer og leder af denne. Han foresatte dog med at holde auktioner.  

Hertz tog ivrigt del i byens kommunale anliggender. I 1843 blev han valgt til borgerrepræsentationen og blev samme år både viceformand og formand. 1847 ønskede han at fratræde, muligvis fordi han var blevet suppleant til den nørrejyske stænderforsamling, i hvis sidste samling i 1848 han deltog. I 1850 kom han på ny i borgerrepræsentationen og var formand, til han i 1854 afløste tobaksfabrikant [[Thomas P. Funder|Th. Funder]] som borgerlig rådmand. Han fratrådte efter eget ønske i 1861.  

I byens historie har Hertz fået et noget ejendommeligt minde. Der er næppe nogen tvivl om, at han var, hvad man kalder en »distanceblænder«. Med et brysk og overlegent væsen forstod han at dække over åbenbare mangler i karakter og viden, mangler, som først åbenbarede sig i 1878, tre år efter hans død, men da også med katastrofale følger for den sparekasse, hvis ledelse havde været ham betroet i 36 år. En opgørelse konstaterede i 1878 en underbalance i kassens regnskab på op mod 300.000 kr. Hertz var næppe nogen bedrager men han havde ganske simpelt ikke begreb om regnskabsførelse. Når han et stykke tid ind i det nye år skulle afslutte det foregående års regnskab og ikke kunne få det til at stemme, benyttede han blot af det nye års udlån så mange, som var nødvendige for at skaffe balance til veje. Denne trafik kunne han drive i samtlige sine kassererår, fordi der i virkeligheden slet ikke blev revideret. Det fortælles, at han hvert år præsenterede sine revisorer bøger og papirer i ét værelse og et veldækket frokostbord i et andet. Han gav dem derefter valget mellem arbejdet og den kulinariske nydelse, idet han bemærkede, at bøgerne stod han inde for. Valget faldt aldrig revisorerne svært. De stolede på den selvsikre Hertz og valgte den gode mad.