Centralværkstedet: Forskelle mellem versioner

Da den første jernbanestrækning i Jylland blev bygget mellem Aarhus og Randers, blev der oprettet et jernbaneværksted i Aarhus i 1862. Ligesom jernbanen blev værkstedet etableret og drevet af det engelske entreprenørfirma Peto, Brassey & Petts via Det danske Jernbane-Driftsselskab.  

Værkstedet lå på et areal mellem [[Aarhus Hovedbanegård|banegården]] og [[Spanien]], og det omfattede et trefløjet anlæg med kontor, grovsmedje og en række specialiserede delværksteder. Desuden blev der opført en tjenestebolig i to etager med haveanlæg til værkstedets ledere. Værkstedet var ledet af englændere, indtil den danske stat i 1867 overtog driften af de jysk-fynske jernbaner.  

Under krigen mellem Danmark og Tyskland i 1863-64 gik værkstedet nærmest i stå, men det kom i fulde omdrejninger igen efter fredsslutningen. Det jyske jernbanenet voksede kraftigt i de følgende årtier, og med indsættelsen af jernbanefærger over Lillebælt i 1872 og over Storebælt i 1883 fik Danmark et sammenhængende jernbanenet.  

Staten overtog i 1880 det private sjællandske jernbaneselskab og slog det efterfølgende sammen med de jysk-fynske baner til De Danske Statsbaner (DSB), og herved opstod et samlet jernbaneselskab for hele landet. Jernbaneværkstedet i Aarhus fik navnet '''Centralværkstedet''' og fik status som DSB’s hovedværksted for vedligeholdelse og reparationer i det jysk-fynske distrikt. Stillingen som hovedværksted for Jylland og Fyn havde værkstedet i Århus allerede erobret i 1870’erne.  

I 1930’erne havde DSB på landsplan omkring 750 lokomotiver og motorvogne og næsten 15.000 vogne, hovedsagelig godsvogne. Omkring halvdelen af dem hørte under Centralværkstedet i Aarhus, som hvert år udførte omkring 7-8000 vognreparationer og omkring 250 lokomotivreparationer. Ved siden af vedligeholdelses- og reparationsarbejdet udførte værkstedet også mange vognombygninger, og værkstedet fremstillede stort set selv alle reservedele, specialredskaber, m.m.  

Nedlæggelsen af mange jernbaner efter 1945 betød, at Centralværkstedet fik mindre at arbejde med også under normale forhold. Dertil kom, at DSB koncentrerede en større del af værkstedsarbejdet på centralværkstedet i København, på bekostning af værkstedet i Århus. Alt dette medførte, beskæftigelsen på Centralværkstedet i Aarhus begyndte at falde.  

Ved statsovertagelsen i 1867 arbejdede der omkring 100 mand på Centralværkstedet i Aarhus. Antallet af ansatte steg til næsten 300 ved år 1880, til omkring 750 ved år 1900, til rundt regnet tusind mand i 1920’erne, og i 1949 kulminerede det med omkring 1850 mand. Derefter faldt det langsomt ved naturlig afgang og under et næsten totalt fravær af nyansættelser.

I begyndelsen af 1980’erne var der 7-800 ansatte, og ti år senere var der omkring 450. Værkstedet var præget af pladsmangel og primitive, usunde og hårde arbejdsvilkår. Forholdene var dårligst i de første årtier af værkstedets eksistens. Den ugentlige arbejdstid var oprindelig over 60 timer, men i 1919 var den efterhånden blevet sænket til 48 timer. I 1892 fik de ansatte på værkstedet ligesom DSB’s øvrige personale en pensionsordning, hvilket var et særsyn på den tid.  

Malerværkstedet nedbrændte i 1868, og da et nyt og større opførtes i dets sted, blev det begyndelsen til en lang række løbende udvidelser af værkstedet og dets tilhørende tjenesteboliger og kontorer. Efter 1884 strakte det samlede værkstedsanlæg sig hele vejen fra jernbanen langs Spanien ned til [[Jægergårdsgade]]. I 1909 begyndte værkstedet at etablere en aflægger i [[Mølleengen]] i form af et hjælpeværksted.  

==Litteratur og kilder==

*Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon

*Jørgen Søes Hejlsvig, "Håndværkere tjekkes for lungeasbestose" Århus Stiftstidende 16.12.2006

*Jørgen Søes Hejlsvig, "Asbeststøv gav lungeskader", Århus Stiftstidende 5.5.2007.