1.778
redigeringer
Aarhus' historie: Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
ingen redigeringsopsummering
SBC (diskussion | bidrag) No edit summary |
SBC (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| Linje 77: | Linje 77: | ||
Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger. | Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger. | ||
====Den ordnede by==== | |||
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbanken]]s kontor i Aarhus. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk. | |||
[[Fil:Aarhus Rådhus (Colourbox).jpg|300px|thumb|right| | |||
Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning. | |||
Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare. | |||
Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op. | |||
Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem. | |||
I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag. | |||
====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart==== | |||
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Laurits Hendric Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]]. | |||
[[Fil:Aarhus Rådhus (Colourbox).jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]] | |||
Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883. | |||
Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter. | |||
Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk. | |||
Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før. | |||
Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge. | |||
====Byen udvides i parisisk ånd==== | ====Byen udvides i parisisk ånd==== | ||
