Centralværkstedet: Forskelle mellem versioner

Da den første jernbanestrækning i Jylland blev bygget mellem Århus og Randers, blev der oprettet et jernbaneværksted i Århus i 1862. Ligesom jernbanen blev værkstedet etableret og drevet af det engelske entreprenørfirma Peto, Brassey & Petts via Det danske Jernbane-Driftsselskab. Værkstedet lå på et areal mellem [[Aarhus hovedbanegård|banegården]] og [[Spanien]], og det omfattede et trefløjet anlæg med kontor, grovsmedje og en række specialiserede delværksteder. Desuden blev der opført en tjenestebolig i to etager med haveanlæg til værkstedets ledere. Værkstedet var ledet af englændere, indtil den danske stat i 1867 overtog driften af de jysk-fynske jernbaner.  

I 1930’erne havde DSB på landsplan omkring 750 lokomotiver og motorvogne og næsten 15.000 vogne, hovedsagelig godsvogne. Omkring halvdelen af dem hørte under Centralværkstedet i Århus, som hvert år udførte omkring 7-8000 vognreparationer og omkring 250 lokomotivreparationer. Ved siden af vedligeholdelses- og reparationsarbejdet udførte værkstedet også mange vognombygninger, og værkstedet fremstillede stort set selv alle reservedele, specialredskaber, m.m.  

De mange skader på tognettet under den tyske besættelse 1940-45 og behovet for genreparationer efter krigstidens materialemangel skabte et ekstraordinært stort behov for arbejdskraft i de første år efter befrielsen. Under materialemanglen var man faldet tilbage på at bruge de gammeldags damplokomotiver, som krævede megen vedligeholdelse, og da de i løbet af 1950’erne blev erstattet med nye diesellokomotiver, blev behovet for arbejdskraft efterhånden mindre. Nedlæggelsen af mange jernbaner efter 1945 betød, at Centralværkstedet fik mindre at arbejde med også under normale forhold. Dertil kom, at DSB koncentrerede en større del af værkstedsarbejdet på centralværkstedet i København, på bekostning af værkstedet i Århus. Alt dette medførte, beskæftigelsen på Centralværkstedet i Århus begyndte at falde.