812
redigeringer
TNK (diskussion | bidrag) No edit summary |
TNK (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
Linje 6: | Linje 6: | ||
Indretningen af barakkerne var helt rigtig bortset fra lokummets placering, og at byggematerialerne var ganske gode, men arbejdet var i højestegrad samvittighedsløst og dårligt udført. Tagene klaprede i vinden, og der var store sprækker i det indvendige træarbejde. Fejl og mangler blev dog efterhånden udbedret, således at det blev tåleligt at bo i lejrene. | Indretningen af barakkerne var helt rigtig bortset fra lokummets placering, og at byggematerialerne var ganske gode, men arbejdet var i højestegrad samvittighedsløst og dårligt udført. Tagene klaprede i vinden, og der var store sprækker i det indvendige træarbejde. Fejl og mangler blev dog efterhånden udbedret, således at det blev tåleligt at bo i lejrene. | ||
I november 1946 købte Aarhus Kommune 31 af husene til brug for husvilde familier. Boligsituationen i Aarhus var alarmerende i efterkrigsårene og vareknapheden stor, og derfor slog | I november 1946 købte Aarhus Kommune 31 af husene til brug for husvilde familier. Boligsituationen i Aarhus var alarmerende i efterkrigsårene og vareknapheden stor, og derfor slog kommunen en hurtig handel af med Indenrigsministeriet, som forvaltede evakueringslejrens ejendomme. Handel skete forøvrigt for næsen af Justitsministeriet, som ønskede at købe husene til brug i fængselsvæsenet. | ||
Prisen pr. hus var 3.000 kr, hvilket var 5.000 kr. mindre end Indenrigsministeriet havde givet få år tidligere. De samlede omkostninger pr. hus endte dog i mere end 12.000 kr. med afhentning, istandsættelse m.v. Husenes forventede levetid blev anslået til 10-15 år, og derfor satte kommunen en del penge til ved handlen, da lejerne ikke var i nærheden af at kunne betale den reelle husleje. Et faktum som netop understreger boligbehovet i efterkrigstiden. Huselejen blev sat til 40 kr. pr. måned. | |||
Husene blev hurtigt beboet og var i perioden frem til 1961 hjem for både gamle og unge. I 1961 var de | Husene blev hurtigt beboet og var i perioden frem til 1961 hjem for både gamle og unge. I 1961 var de efterhånden både stærkt utidssvarende og nedslidte, at hverken kommunen eller boligministeriet, som i sin havde udstedt en dispensation til at bebo husene, ønskede husene anvendt længere. Derfor besluttede byrådet, at det første af husene skulle sælges til højst acceptable bud til nedrivning - samme skæbne led de resterende huse efterhånden som de måtte blive ledige. Hermed sluttede historien om evakueringsbarakkerne i Ræhr, der sidenhen blev hjem for husvildefamilier i Aarhus. |