Hanstholmhusene

Fra AarhusWiki

Hanstholmhusene var en række træbarakker beliggende på den nu nedlagte Hanstholmvej, der lå mellem Paludan Müllersvej og Katrinebjergvej i den nordlige del af Aarhus.

Hanstholmhusene fik deres navn efter deres tidligere anvendelse som genhusningsbarakker for dele af befolkningen i Hanstholm, der under 2. verdenskrig måtte evakueres grundet besættelsesmagtens omfattende befæstningsbyggeri i selve Hanstholm. Holmboerne blev forflyttet til statens evakueringslejr i Ræhr, godt 5 km fra Hanstholm. Lejren bestod af 60 træbarakker beliggende to forskellige steder i området.

Barakkernes kvalitet var på ingen måde pragende. En beretning fra krigens tid, altså dengang barakerne næsten var nye, lyder således: "Indretningen af barakkerne var helt rigtig bortset fra lokummets placering, og at byggematerialerne var ganske gode, men arbejdet var i højestegrad samvittighedsløst og dårligt udført. Tagene klaprede i vinden, og der var store sprækker i det indvendige træarbejde. Fejl og mangler blev dog efterhånden udbedret, således at det blev tåleligt at bo i lejrene."

I november 1946 købte Aarhus Kommune 31 af husene til brug for husvilde familier. Boligsituationen i Aarhus var alarmerende i efterkrigsårene og vareknapheden stor, og derfor slog kommunen en hurtig handel af med Indenrigsministeriet, som forvaltede evakueringslejrens ejendomme. Handel skete for øvrigt for næsen af Justitsministeriet, som ønskede at købe husene til brug i fængselsvæsenet.

Prisen pr. hus var 3.000 kr, hvilket var 5.000 kr. mindre end Indenrigsministeriet havde givet få år tidligere. De samlede omkostninger pr. hus endte dog i mere end 12.000 kr. med afhentning, istandsættelse m.v. Husenes forventede levetid blev anslået til 10-15 år, og derfor satte kommunen en del penge til ved handlen, da lejerne ikke var i nærheden af at kunne betale den reelle husleje. Et faktum som netop understreger boligbehovet i efterkrigstiden. Huslejen blev sat til 40 kr. pr. måned.

Husene blev hurtigt beboet og var i perioden frem til 1961 hjem for både gamle og unge men dog mest for folk af arbejderklassen. I 1961 var de efterhånden både så stærkt utidssvarende og nedslidte, at hverken kommunen eller boligministeriet, som i sin havde udstedt en dispensation til at bebo husene, ønskede husene anvendt længere. Derfor besluttede byrådet, at det første af husene skulle sælges til højst acceptable bud til nedrivning - samme skæbne led de resterende huse, efterhånden som de blev ledige. De sidste huse forsvandt sammen med vejen fra bykortet i 1966.