De offentlige fruentimmer blev tvunget på bordel: Forskelle mellem versioner

Thorup fik forelagt den første klage, som kom fra Bestyrelsen for Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed. Han svarede, at tilsynet med prostituerede blev ført i overensstemmelse med Loven af 10de april 1874. Byrådet frasagde sig ansvaret og svarede klageren, at eftersom byrådet ikke ønskede at deltage i udfærdigelsen af et reglement, måtte politiet føre tilsyn efter de almindelige lovbestemmelser på området. Byrådet kunne hverken gøre sig til dommer over eller tage ansvaret for politiets virksomhed. 1732 borgere, som klagede måneden efter, fik samme svar.<br>  

Sagen blev indbragt for ministeriet, som i september 1888 gav klagerne medhold i, at Thorups praksis var i strid med lovgivningen. Først derefter indstillede han den. Et nyt udvalg, nedsat på hans foranledning, frarådede byrådet at medvirke til udarbejdelsen af et regulativ, og indstillingen blev i februar 1888 vedtaget af et enigt byråd. Herefter måtte Thorup nøjes med at pålægge de prostituerede behandling for kønssygdom.  I 1906 blev den reglementerede prostitutionsordning ophævet, og de prostituerede blev herefter straffet efter løsgængeriloven. De havde stadigvæk pligt til at søge behandling for kønssygdomme, men kunne ikke længere tvangsudskrives til prostitution.<br>