Fattighjælp i Aarhus: Forskelle mellem versioner

Hvis man var værdigt trængende kunne man få hjælp af de filantropiske foreninger og den private velgørenhed i stedet for at gå til den offentlige fattighjælp. Hvis man kom på offentlig fattighjælp, mistede man en række borgerlige rettigheder. Efter Junigrundloven i 1849 mistede en mand sin stemmeret, hvis han modtog offentlig fattighjælp. Men fattighaverne blev ikke regnet for offentlig fattighjælp, selvom de var anlagt på byens jord og bestyret af byrådets fattigkommission. Og de var en særdeles velkommen hjælp til en gruppe af fattige, der ofte havde svært ved at få hjælp af den private velgørenhed. Den private fattighjælp hjalp gerne enker, børn og gamle, men de fattige familiefædre havde færre steder at gå hen.  

I 1829 var der fattighaver i Aarhus til 36 familier. Da Christian Bach søgte om en fattighave i 1881, var der noget mere pres på denne type fattighjælp, og antallet af haver blev udvidet kraftigt i perioden. Samtidig blev havearealerne flyttet i takt med, at byen voksede, så de til stadighed lå i udkanten af byen. I perioden mellem 1879-1888 blev der fx anlagt fattighaver på [[Galgebakken|den gamle galgebakke]] (ved det nuværende [[Steno Museet|Steno Museum]]) på et areal på 12.000 kvadratalen. Også andre steder i byen blev jord udlagt som fattighaver. I modsætning til andre byer var fattighaverne en succes i Aarhus, og ved århundredeskiftet var der stadig stor søgning og kø til at få adgang til en fattighave.  

Ansøgerne argumenterede som Christian Bach altid med deres tilhørsforhold til byen. Den enkelte by var kun forpligtet til at forsørge sine egne fattige. Man skulle bo tre år et sted for at optjene ret til fattighjælp. Også den private velgørenhed var ofte rettet mod byens egne fattige. Så det var vigtigt at bevis for, at man hørte til.  

[[Kategori: Socialpolitik & velfærd]]