AGF Fodbold: Forskelle mellem versioner

===Begyndelsen===

I dag kendes klubben som hjemmehørende i [[Fredensvang]], men i starten af 1900-tallet havde idrætsforeningen til huse i centrum. Efter landsudstillingen blev fodbolden henlagt til foreningens egne baner ved [[Dalgas Avenue]].  

===De gode 20’ere===

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B 1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semi-finale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrig var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

===Århus Fodbold Club===

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelona klubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.

Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.  

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.

[[Fil:AGF og Chang spillere.jpg|400px|thumb|left|AGF og Ålborg Chang spillere i omklædningsrummet på [[Dalgas Avenue]] i marts 1933]]

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.  

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.  

==Kilder==