AGF Fodbold: Forskelle mellem versioner

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til Fredensvang. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

Med mesterskaberne kom også indgangen i internationaleturneringer, første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.  

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret, det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF og man skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det Nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0, alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse, det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla, spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen, til OL i Rom, mod Ungarn og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes, første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden man så ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien stod i en finale. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold, de vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen, selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende, og både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup, der dog i løbet af 60’erne både i 1961-62 og 1965-66 sæsonerne deltog i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab, i 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF hold indkassere 2 scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, og dermed et exit fra europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, som endte med at vinde turneringen, og efter nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien røg man ud af turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig, fra 1960 med Benfica der spillede for at underholde og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien, med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.  

De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus begyndte man at mærke at der kom penge til. I den før nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere f.eks. 6.000 kr hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen i 1972 var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, iden man igen i 1973 sæson trak det korteste strå og i 1974, 1975 og 1976 i Aarhus måtte nøjes med 2. divisions fodbold.  

At man i 1977 igen rykkede op i den bedste række, var dog noget af et lykketræf, det år indførte man nemlig betalingsfodbolden i Danmark. I starten blev penge spredt over divisionerne, men hurtigt skete der en koncentration af penge, især efter indførelsen af Superligaen i 1991. I starten var professionalismen ikke en let leg i Aarhus, især AGF’s konkurrent fra Skovbakken havde det svært, her havde man ikke råd til en seriøs økonomisk drift. Alligevel blev det til to sæsoner i 1. division for Skovbakken, i 1978 og 1979, hvor man også spillede to lokalopgør mod AGF, som vandt de tre af kampene og spillede den sidste uafgjort.

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronzemedaljer og 2 sølv, mens man i 1986 vandt mesterskabet og man to år i træk, 1987 og 88, vandt pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.  

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division, med en anden plads sikrede man sig dog oprykning efter kun en sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog galt igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.