AGF Fodbold: Forskelle mellem versioner

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebane favoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrig var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også havde været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige, samtidigt undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes, måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen, 27. september 1947 endnu engang var det i Aarhus og igen hed modstanderen Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold, i 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, det kunne dog ikke økonomisk lade sig gøre. I maj 1927 lykkedes det dog at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på hotel [[Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF, de kunne være nogenlunde med, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning til at englænderne nok havde skruet lidt for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.

I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921, den blev dog aldrig til noget særligt og blev i 1929 nedlagt igen. Samme aften, en fredag i August, som B 1921 blev nedlagt skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921 plads, 14 dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Samt personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien hvor en akillesskade pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg med at blive professionel i Barcelona klubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik, f.eks. blev de beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.

Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og to hold i mellemrækken Århus 1900 i AFC. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst og en vest. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det der kom til at Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden, bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.  

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark der ydede mest for deres spillere, de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt med vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus tilsvarende at klubben manglede en spiller på den position. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938 hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

Efter 1940 blev der sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev hvert år vundet af et hold fra København.

Vigtigst og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til Fredensvang. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point, inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spillede videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endeligt monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbenshistorie, et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er at med alle midler at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 gennem trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF under Toldi til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.

1953/54 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1, og AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man direkte radiotransmitterede kampen, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og [[Centralhotellet]] i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.