Bispetorvet: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Café Rozzi.jpg|thumb|400px|[[Café Rozzi]] 1908]]

I Cafeen, som blev samlingspunkt for journalister, latinskolelærere og aarhusianere i øvrigt, kunne man se nogle af byens kendte ansigter som [[Hans Broge]] og svigersønnen [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]] drikke deres formiddagskaffe og på lune sommeraftener se skuespillerne fra [[Aarhus Teater]] løbe fra regningen, når teatrets portner ringede over for at minde dem om, at de skulle på scenen. I det hele taget gik det lystigt for sig i området i 1800-tallet. Særligt i Kannikegade lå der danserestauranter, klubber, cafeer og det gamle Aarhus Teater »Svedekassen«.

Det temmelig kummerlige »Svedekassen« blev indviet i 1816 og, af dets ejer [[Sophus Birck]] stillet, til rådighed for de mange turnerende selskaber der. Men på grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret hurtigt tilnavnet »Svedekassen«. Teatret var desuden kendt som en brandfælde og blev i flere aviser kaldt Danmarks værste provinsteater.  

Det var derfor ikke mærkeligt, at aarhusianerne ønskede sig et tidssvarende teater, og i 1898 blev grundstenen lagt til det nye teater på Bispetorv. I 1900 kunne teatret indvies. Utroligt nok havde arkitekten [[Hack Kampmann]] glemt at lave skuespillergarderobe, hvorfor man i al hast måtte købe en naboejendom i Kannikegade og forbinde de to bygninger ved en overdækket hængebro.

[[Fil:Tegning.jpg|thumb|400px|Tegning af Andelshuset med den famøse bue, 1916]]

I byrådet var man dog også betænkelige, og man tilbød at købe grundene på Bispetorvet for 450.000 kr. heraf tegnede private sig for 300.000 kr. Andelsselskabernes bestyrelse afslog tilbudet, og da byggearbejdet blev udbudt i licitation, syntes alt håb ude. Det skulle imidlertid vise sig, at andelsselskaberne var villige til at opgive byggeplanerne, da prisen på byggematerialer var stegett kolossalt. Der krævedes 900.000 kr., hvoraf byrådet kunne stille 425.000 kr. og Aarhus Privatbank 275.000 kr. Der skulle altså indsamles 200.000 kr. Store og små bidrag indkom i et hastigt tempo, og glæden var stor, da indsamlingen passerede de 200.000 kr.

Efter at man havde frigjort Bispetorvet for bebyggelse, var det hensigten at området skulle ”ordnes saa smukt som muligt”. For at opnå dette udskrev Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse, på vegne af Byrådet, en konkurrence hvor landets kyndige arkitekter kunne komme med bud på hvordan Bispetorvet og de omkring liggende gader bedst kunne ordnes.

Ved byrådsmødet 18. august 1921 fremlagde Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse et løsningsforslag som ved samme møde enstemmigt vedtoges af byrådet. Det ville i alt koste 275.000 kr. at gennemføre planen, heraf skulle Borgerkomiteen skaffe de 100.000 kr., Domkirken ville bidrage med 25.000 kr. og kommunen de resterende 150.000 kr. Det var dog noget mere end de 60.000 kr. byrådet regnede med at kunne klare en opfyldning og udjævning af torvet for. Derfor tilbød Privatbanken dem et tilbud der betød at det ikke blev dyrere at låne de 150.000 kr. end hvis byen skulle låne 80.000 kr. og derfor  kun 20.000 kr. dyrere end mindste prisen. Samtidig udgjorde mindst 175.000 kr. af planen ren arbejdsløn, man kunne altså skabe arbejdspladser til at afhjælpe arbejdsløsheden der prægede Danmark i starten af 1920’erne.

Torvet kom efterfølgende til at se nogenlunde ud som det gør i dag. Det betød en sænkning af arealet omkring Domkirken som frilagde soklen. Det drejede sig om en sænkning ved kirken på ca. 1 m., en sænkning ved Kannikegade på ca. 1,4 m. og ved Skt. Clemenstorv på ca. 0,8 m. Hvilket gav ca. 5000 m2 torveplads. Til støttemurene rundt om torvet ønskedes sandsten, hvilket dog ville give en merpris på ca. 30.000 kr. i forhold til det billigere, men dog acceptable forslag om pudsning og kalkning af murene. Det endte dog med murene blev opmuret i gule teglsten og siden dækket af Cotta-sandsten fra området omkring Dresden.