Århus Oliefabrik: Forskelle mellem versioner

Udvindingen af planteolie fra frø, nødder og frugtkerner udgør grundstammen i produktionen på Århus Oliefabrik, i folkemunde kaldet ”oliemøllen”. Foruden planteolien dannes der biprodukter, som er vigtige foderstoffer i landbruget. Da Århus Oliefabrik blev stiftet i 1871 som Aarhus Palmekærnefabrik og året efter tog et nyopført anlæg i Marselisborg Park i brug, var det for at producere oliekager til landbruget ved udpresning af olie fra palmekerner. Olien fandt imidlertid et så stort og givtigt marked i Rusland, at den blev vigtigere end oliekagerne. I 1880’erne byggede selskabet en oliefabrik i Libau (Liepãja) i det nuværende Letland og flyttede det meste af maskineriet derover, hvorefter Århus-fabrikken sygnede hen.  

I 1892 blev selskabet omdannet til Aarhus Oliefabrik Limiteret med et fornyet kapitalgrundlag, og Libau-fabrikken blev skilt ud som selvstændigt selskab. Produktionen blev omlagt til margarineolie på grundlag af kopra (tørrede kokosnøddekerner), sesamfrø, jordnødder og palmekerner. Med kemiingeniør M.C. Holst som teknisk leder blev fabrikkens produktion udvidet kraftigt og forfinet med bl.a. udvikling af nye specialfedtstoffer. I 1893-94 flyttede fabrikken til et nyt, stort og moderne anlæg på [[Sukkertoften]] ved [[Jægergårdsgade]], og i 1915-18 begyndte opførelsen af det anlæg på [[Aarhus Havn|havnen]], som i nutiden udgør oliefabrikken i Århus. Havneanlægget var bygget til stordrift med et integreret produktionskredsløb, og den vigtigste råvare var oprindelig kopra, men efterhånden blev denne rolle overtaget af sojabønner.  

Olieindustrien har længe været præget af en stærk koncentration af produktion og handel på nogle få store, internationale koncerner, og Århus Oliefabrik er en del af dette mønster. Omkring år 1900 og fremefter begyndte Århus Oliefabrik at opkøbe produktionsselskaber og etablere datterfabrikker i udlandet, og der blev oprettet handelsselskaber og handelsstationer i de råstofproducerende lande. I årene 1910-18 var Århus Oliefabrik selv på udenlandske hænder, idet en engelsk industrimand havde aktiemajoriteten. Da disse aktier blev sat til salg i 1918, stod Østasiatisk Kompagni (ØK) med Sojakagefabrikken i København parat til at købe aktiemajoriteten i sin århusianske konkurrent. Men direktøren for Århus Oliefabrik, Martin Lausen, fik på halvandet døgn rejst den nødvendige kapital og købte aktierne tilbage, inden ØK kunne nå at komme til.  

Under verdenskrigene 1914-18 og 1939-45 led råstofforsyningerne store afbræk, og Århus Oliefabrik blev holdt kørende med erstatningsproduktioner. Under [[Den tyske besættelse|den tyske besættelse 1940-45]] indtog fabrikkens direktør fra 1927 til 1945, Thorkild Juncker, en tyskvenlig holdning. Da fabrikkens havneanlæg blev bombet af de allierede i 1942, blev det af mange set som en straf herfor, men senere historieforskning har konkluderet, at fabrikken blev offer for en af krigens tilfældigheder. Efter 1945 blev havneanlægget moderniseret og udvidet flere gange, hvorimod anlægget ved Jægergårdsgade standsede i 1961. Århus Oliefabrik har fortsat udviklingen hen imod større og mere forfinet produktion, og selskabet har fastholdt dets stærke stilling i det internationale marked for fedtstoffer. I 2003 blev selskabet og dets filialer reorganiseret som Aarhus United A/S, og i 2005 gik det sammen med den svenske gigant i samme branche, Karlshamns AB. Den nye koncern, kaldet AarhusKarlshamn AB, forkortet AAK, fik hovedkvarter i Malmø.